Aktierne på Københavns Fondsbørs ser ud til at sætte en flot slutspurt ind efter en dramatisk uge. Fredag åbnede aktierne med plus fem procent.

De danske aktier sætter tilsyneladende en positiv slutspurt ind efter en dramatisk uge med store udsving. Fredag åbnede de tyve største danske aktier med en stigning på omkring fem procent.

Det var ventet, eftersom de amerikanske aktier lukkede positivt torsdag, og det er som regel en god strømpil for det danske aktiemarked, siger Claus Waldmann, kundechef i Gudme Raaschou.

Fredag er afslutning på en dramatisk uge på Københavns Fondsbørs - og børserne i resten af verden, hvor kurserne har haft enorme udsving. I København startede ugen med den største stigning nogensinde på en enkelt dag, da de største danske aktier lukkede med et plus på næsten ti procent. Men siden gik det både op og ned. Værst så det ud onsdag, da aktierne lukkede med et fald på seks procent. Lignende udsving har præget kurserne i resten af verden - blandt andet har de tre ledende amerikanske aktieindekser måtte lægge ryg til enorme udsving fra minus otte-ni procent til torsdagens plus omkring fem procent.

Bølgerne gik højt på verdens børser trods regeringschefer over hele verden i de forgangne uger har pumpet milliarder ud i den trængte finanssektor for at sikre stabilitet.

- Usikkerheden er så stor, fordi der stadig er tvivl om, hvorvidt redningspakkerne er nok. Nu er det frygt for økonomisk tilbagegang, der gør investorerne nervøse. Man begynder man at se på, om økonomiske nøgletal og virksomhedernes regnskaber lever op til forventningerne, siger Claus Waldmann.

/ritzau/