Advokatrådet går nu ind i Bilka-sagen, hvor advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted i torsdags pludselig opsagde De Samvirkende Købmænd som kunde.

De Samvirkende Købmænds voldsomme irritation over pludselig at have mistet sin mangeårige advokat fra firmaet Bech-Bruun Dragsted bliver nu ifølge Berlingske Tidende undersøgt af Advokatrådet.

Generalsekretær Henrik Rothe i Advokatsamfundet bekræfter, at man har anmodet Bech-Bruun Dragsted om en udtalelse i sagen, hvor advokat og partner Poul Hvilsted pludselig i sidste uge ikke længere måtte føre sagen om Bilka i Horsens for De Samvirkende Købmænd.

Advokatens udtræden skete, efter at han havde ført sagen i mere end to år og ikke mindst sikret købmændene en markant og vigtig dom i Højesteret om det jyske supermarked med dommerstemmerne syv mod nul.

Poul Hvilsted blev taget af sagen, fordi han offentligt har kritiseret Bilkas ejer, Dansk Supermarked, som også er kunde hos Bech-Bruun Dragsted. Det var et brud på advokatfirmaets etiske regler.

/ritzau/