- For fanden i helvede, Skandermotherfuckingbooooorg!!!
Det var sådan, det fortsatte og endte. Den håbede, forventede fest - det første og af gode grunde sidste rigtige rockbrag på Bøgescernerne.Lad os bare gribe i skuffen med udtryk, du har læst før - en sand magtdemonstration.
The Binzers med følge har tilbragt det meste af året på en 30 års jubilæumsturné, som langt fra er slut endnu.
Først spillede de 'Jihad' fra 'No Fuel Left For The Pilgrims' med Jesper Binzer i vanlig topform og Jacob Binzer med sustain flydende fra højttalerne i mængder som det gratis øl, der hele dagen har flydt fra hanerne på festivalpladsen.
På Copenhell spillede de hele 'No Fuel Left For The Pilgrims'. Denne aften var det hit - og et par mere sjældne.
Allerede et par numre inde i koncerten rystede Jesper Binzer lige en lille joke ud ad ærmet. Tog lidt pis på Smukfest. Nu har der været en masse debat om crowdsurfing her i Skanderborg. Så han gik ned blandt publikum og begyndte at 'crowdwalke', mens han sang, og belærte sine yngre kolleger om, at sådan undgår man, at de trækker stikket her - og så brød bandet ud i 'Soft Dog'.
Et forkætret nummer fra et forkætret album, 'Soft Dog', blandt gruppens fans, og ifølge Binzers biografi 'I Won't Cut My Hair' også internt i bandet.
For soft og voksenagtigt, siges det. Jeg har været vild med det de sidste tolv år.
Bliv voksen og betal - alle har brug for at udfordre sig selv, også musikalske tegneseriefigurer .
Nå, men tilbage til det sydende menneske- og distortionhav foran Bøgescenerne. 'Jackie O' helt tilbage fra begyndelsen af karrieren med Stig Pedersen delvis på sang. Lige over i western-parafrasen 'Jonnie' fra samme album. Så blev man mindet om det 30 år gamle bands udgangspunkt i cow-punk - og stadig Jacob Binzer med et anslag, som lige der mindede én om Bill Gibbons fra ZZ Top.
Videre ud i 'Grow Or Pay', som næsten totalt tilhørte Jacob Binzer med et melodisk twang, der maler billeder af endeløse amerikanske highways, som igen i 'Monster Philosphy' med Danmarks smukkeste kor.
Sådan noget fortegnet kan man sige, at rent musikalsk ligger tyngden hos D-A-D indiskutabelt i venstre side af scenen, set fra den smukke smat, hos Danmarks bedste hardrockguitarist Jacob Binzer og trommeslageren Laust Sonne.
Her til aften var der også klart skruet mest op for guitar og trommer.
Visuelt, show- og performermæssigt ligger den i venstre side af scenen hos sanger Jesper og tostrengsbassisten Stig Pedersen. Lagt sammen beviste bandet endnu engang, at det uden tilløb kan tænde den vildeste rockfest - uanset at der strengt taget burde mere lyd på Jesper B's vokal, guitar og Pedersens 83 basguitarer.
Sådan en D-A-D-koncert er så meget andet end en koncert. Det er en omfavnelse mellem brdr. Binzer og et publikum, der vil dem lige så meget, som omvendt. Det, vi har sammen, er en masse sange, oplevelser, vel sagtens, og så samtidig den tegneserieleg, D-A-D har været siden, navnet var langt.
Det er i bogstaveligste forstand 'wild sisters dancing round that totem (sådan én står til venstre for scenen)', som D-A-D, såvidt huskes, synger.
'I Want What She's Got' og 'Everrything Glows, som første ekstranumre, efterfulgt af 'A Laugh And A Half' og 'It's After Dark' i et meget tense, følelsestæt koncertøjeblik, hvor brødrene Binzer igen 'crowdwalkede' og spillede og sang fra pladsen. Med fællessang og publikum stående omkring de to brødre - syngende, skålende, smilende og hvad har vi. Smukfest.
På tv-billeder her bagefter i presserummet kan man fornemme øjeblikket emme af nerve og nærvær i brødrenes ansigter.
Ingen overraskelser overhovedet denne aften. Det skulle da være overraskelse over, at de efter 30 år stadig spiller med dén power og dén selvfølgelighed.
D-A-D, Bøgescenerne, Smukfest 2014, Skanderborg, søndag aften
