De er hottere end hotte, det australske boyband 5 Seconds of Summer.

Men lørdag aften blev det alligevel et nummer for hot for guitaristen Michael Clifford.

Bandet gav en bragende udsolgt koncert på Wembley i London, og havde netop kastet sig ud i ekstranumrene med dertil hørende effekter af bål og brand, da Michael Clifford kom for tæt på en af flammerne.

Det skriver engelske The Independent.

Røg begyndte straks at brede sig fra hans hår og han forsøgte ihærdigt at slukke den med et håndklæde, inden han styrtede backstage.

De tre bandmedlemmer valgte at stoppe koncerten på stedet.

»Michael er kommet til skade, så vil fortsætter ikke koncerten lige nu,« som trommeslager Ashton Irwin forklarede.

Heldigvis slap Michael Clifford med forskrækkelsen. Og lidt til.

»Hvad fanden sker der?« skrev han kort efter på twitter og undskyldte meget, at han ikke var i stand til at gennemføre den sidste del af koncerten.

Bekymrede teenagefans - og dem er der rigtig mange af - kan dog tage det helt roligt.

Ifølge hans nyeste opdateringer på twitter, er han helt ok igen.

Det australske boyband gav for nylig en total udsolgt koncert i Forum, København.