KØB PLUS!
(4/6)

Pretty Maids i Amager Bio: Rar, rituel rundgang

Det er formentlig en mindre velbevaret hemmelighed end radionyhedernes sendetider, at jeg i noget, som efterhånden minder betænkeligt om en halv menneskealder, har været forbenet fortaler for Pretty Maids’ talrige kvaliteter.

Det band har stort set aldrig kendt til begrebet ’offday’, og den beherskede karakter til Maids’ julemesse i Amager Bio torsdag aften har på det musikalske plan ikke noget at beskaffe med koncertens kvalitet. For Pretty Maids spillede også denne aften og vanen tro ganske fremragende, og de fik uden de store armsving leveret præcis dét, folk var kommet for: nemlig en (jule)fest!

Men tillad mig alligevel at dryppe et par dråber malurt i julegløggen hér.

Se, alt imens jeg anerkender, at Heavy Metal et langt stykke ad vejen er næsten ligeså traditionsforankret som den tilstundende højtid, så kan man – i hvert fald når man har set Pretty Maids så mange gange, som jeg har – godt blive en anelse træt af, at bandet altid spiller så sikkert med deres sætliste.

Forstået sådan at når de nu har så fornemt et bagkatalog, som de har, hvorfor SKAL de eksempelvis så partout altid spille titelnummeret fra ’Sin-Decade’ og altid titelnummeret og ’Walk Away’ fra ’Scream’?

Behøver en koncert over to år efter udgivelsen af ’Pandemonium’ absolut stadig starte med titelnummeret og ’I.N.V.U.’ derfra?

Skal ’Red, Hot And Heavy’ absolut altid spilles til sidst?

Og hvorfor dog lægge alle tiders mest skamredne og forudsigelige covernummer, ’Smoke On The Water’, ind i samme ’Red, Hot…’?

Ja, I har nok fanget idéen nu, så jeg skal spare jer for flere eksempler.

Men det ville altså være en fornøjelse, hvis Pretty Maids tog nogle flere chancer, når de lægger sætlister. Jeg behøver jo hverken fortælle dem eller deres fans, at d’herrer jo altså har masser af oversete og små skjulte skatte i kataloget. Og det kunne sgu’ snart være rart at høre nogle af dem!

Ligesom det måske kunne trække nogle flere fans ind i folden – jeg tør således næsten tage væddemål på, at mindst 80 procent af dem, der stod i Amager Bio, var de samme, som også stod der sidste år og året før… og så videre.

Når det så er sagt, spillede Pretty Maids som nævnt atter engang pænt forrygende, selv om jeg ikke helt kunne undslippe tanken om, at det hér nu var lige lidt for nemt for dem og mere en rar, rituel rundgang, end det var en koncert med noget på spil. En tanke, som blev yderligere næret, fordi man dagen før at havde oplevet Pretty Maids’ samtidige i Europe give en koncert samme sted, hvor svenskerne nærmest spillede, som gjaldt det menneskehedens overlevelse.

Men mindre kan naturligvis gøre det, og jo; jeg morede mig da ganske fortrinligt – igen! For Pretty Maids har til alle tider, som jeg så ofte har skrevet, været et sandt klasseforetagende. Men tag nu snart nogle chancer for fanden, folkens!

PRETTY MAIDS, Amager Bio (fire stjerner)