Han har spillet med alle de store danske navne. Michael Falch, Anne Linnet, Hotel Hunger. Men midt i succesen mistede han sig selv, brændte ud og brød sammen. Nu fortæller han ærligt om sin selvdestruktive livsstil med alt for meget alkohol og sovepiller, og om hvordan det lykkedes ham at genfinde sig selv til sidst.
Han kigger lidt ned, piller lidt ved sit ene ærme, før han siger: »Men der er altså ret rodet.«
'Hulen' kalder trommeslageren Kasper Foss sin lejlighed på Vesterbro i København. Persiennerne er rullet ned og lukker middagssolen ude, og et maleri er stillet op i en af stuens to vindueskarme for at skærme helt af. Naboen er begyndt at renovere sin lejlighed fra alt for tidligt om morgenen, så han er rykket ind i stuen for at få ro, forklarer han.
På sofabordet fylder cigaretter og aske en lille porcelænskop med hank op.
Han er hjemme. Først nu har han lært at sætte pris på det. At have en base. Et sted, hvor han kan slappe af og nyde roen. Om det er derfor, ved han egentlig ikke, man så snart, han træder ind ad døren, stopper han nærmest fuldstændig med at stamme.
'Jeg ville vise dem, at de tog fejl'
Hans stammen var en af årsagerne til, at han som ung drømte om at blive til noget. Blive til en 'nogen' for at bevise sig selv. For at komme væk fra ydmygelserne i klasselokalerne, når han skulle læse op foran de andre i tysk, dansk og engelsk. Igen og igen. Allerede som tre-årig samlede han kaffedåser rundt om sig og begyndte at spille på dem med sin mors strikkepinde i hjemmet i Albertslund. Fra han var 15, kunne han leve af at være trommeslager. Så det gjorde han.
Hotel Hunger, Michael Falch, Mike Tramp, Anne Linnet, Danser med Drenge, Moonjam, Linie 3, Søs Fenger. Han spillede med dem alle. Og når han ikke spillede, så festede han.
I næsten tyve år spillede, festede og drak han uden at stoppe op og uden at mærke ordentligt efter i sig selv. Var det egentligt det, han ville? I 2004 ramlede det hele sammen. Han blev ramt af et nervesammenbrud og en depression. Men det gav ham chancen for at tage en pause. Og bare nyde stilheden.
Nu har han udgivet bogen 'Permanent Turbulens', hvor han ærligt fortæller om sit liv i musikbranchen. Med opture og nedture, alkohol og for mange sovepiller, hvordan han mistede sig selv midt i kaosset, og hvordan han efter sit sammenbrud blev nødt til at genopfinde sig selv - før han kunne finde hjem.
Selv fortæller han, at noget af det, der har præget ham mest gennem hans liv, var ønsket om at vise de andre fra hans barndom, at han faktisk godt kunne.
»Jeg var virkelig ude at realisere mig selv. Den der stille, stammende dreng, som ikke havde nogen legekammerater, pludselig kørte det bare. Jeg fik succes, spillede med en masse kendte mennesker. Det var et trip. Jeg var pludselig noget. Jeg skulle vise dem, at de tog fejl. Det har præget mig meget. At jeg skulle bevise noget,« siger den nu 48-årige Kasper Foss.
Var nødt til at køre i grøften
Derfor kørte han også bare på fra særligt 1986 til 2004. Men i slutningen af perioden begyndte han at blive mere og mere sur og forvirret. Når han spillede med Danser med Drenge på Langslandsfestivalen for et kæmpe publikum og til en stor hyre, kunne han være misundelig over, at han ikke i stedet stod og spillede sammen med Tim Christensen, som var i gang på en anden scene.
Og når han om morgenen vågnede med tømmermænd efter endnu en aften med for mange bajere og iklædte sig det lyse tøj til Danser med Drenge-koncerten først på dagen, for dernæst at iføre sig det sorte tøj til Mike Tramp-rockkoncerten om aftenen begyndte han at føle sig en smule skizofren. Som om, han havde mistet sig selv og ikke længere vidste, hvem han var. Eller hvad han egentlig ville rent musikalsk.
»Det kom nok også lidt af den der trang til at bevise noget. For den 'fadede' jo ud med tiden. Jeg havde bevist det, jeg skulle bevise. Men jeg fortsatte bare med at have vildt travlt, for det var jo det, jeg kendte til. Men efterhånden blev det sværere og sværere, mens livet blev mere og mere forvirrende,« siger Kasper Foss og fortsætter:
»Jeg var ikke i stand til selv at stoppe op. Jeg var nødt til at køre i grøften, før jeg kunne se i øjnene, at noget var galt, og at den periode i mit liv måske var slut.«
Røg ind i en 'fatal psykisk tilstand'
For at dække over den manglende glæde på scenen, begyndte han at drikke mere og mere. For at sove bagefter, tog han sovepiller. Mange af dem.
»For hvis man er skidefuld, så kan man godt finde den der 23-årige frem igen. Det gælder også, når man skal optræde. Det er for at holde ungdommen i gang. Jeg var meget energisk, når jeg optrådte i gamle dage. For at kunne blive ved med det, så hjalp det altså at gå lidt til whisky-flasken, inden man skulle på, fordi man så fik noget af ungdommen tilbage,« forklarer han.
Helt galt gik det under hans sidste turné med Mike Tramp i 2004. Selv fortæller han, at han nok var blevet en smule uligevægtig og 'psykotisk'. I bogen beskriver han blandt andet en episode, hvor han direkte bliver smidt ud af tourbussen og efterladt i vejkanten for at have flirtet med managerens kæreste på bagsædet. Så der lå han. 'Vodkastiv og forvirret'. Han blev senere hentet af en af de andre fra bandet.
'Men jeg røg ind i en fatal psykisk tilstand, hvor al jordforbindelse gik tabt i en uhyggelig blanding af chok, alkoholpåvirkning og adrenalin. I de følgende timer brændte min hjerne decideret sammen og hensatte mig i en hallucinerende tilstand langt fra virkelighedens verden. Jeg mente på et tidspunkt i ramme alvor, at jeg blev holdt indespærret på mit Bed and Breakfast-værelse', skriver han i bogen.
To gange i løbet af turneen, der varede lidt mere end en måned, blev Kasper Foss fyret, for derefter at blive ansat igen, fordi de ikke kunne finde en anden trommeslager.
»Vi spillede hver aften, og jeg fik det mere og mere skidt. Det var tydeligt. Det var meget fysisk krævende rockkoncerter på tre timer, og der røg masser af redbull og vodka indenbords før, mens der bagefter var meet-and-greets med fansene, hvor der også blev drukket. Så var der sovepillerne for at kunne sove bagefter i bussen med alle de snorkende musikere omkring sig. Jeg mistede fuldstændig mig selv der. Jeg blev skør. Jeg havde fortsat alt for længe,« siger han.
'En kæmpe åbenbaring'
En uge efter skulle han begynde på turné med Hotel Hunger, men bandmedlemmerne var bekymrede, fordi rygterne om ham var gået. Kunne han overhovedet klare det?
Han lovede, at han ikke ville drikke noget som helst.
»Men jeg var så ude af balance, at da de andre morgenen efter den første koncert kom ned i receptionen på Royal i Aarhus, så fandt de mig med en guldbajer i hånden, og jeg havde ikke været i seng endnu,« siger Kasper Foss.
Han blev fyret på stedet.
»Fra den dag var det slut,« siger han.
I de næste mange år lavede han ikke noget udover at skrive nogle sange. Han tog i sommerhus og fandt ud af, at han kunne være der alene. Uden at tale med nogen, men bare være stille.
»Det var en kæmpe åbenbaring, at jeg kunne nyde roen. Det kunne jeg ikke før. Jeg savnede ikke at spille, jeg savnede ikke publikum, jeg savnede ikke at blive bekræftet. Jeg savnede ikke noget som helst. Jeg nød bare, at der var stille.«
Fik hjælp af Michael Falch
Selv siger han, at det var nødvendigt, at han kom væk fra musik-boblen. For han skulle tvinges til at blive moden.
»Jeg blev voksen i en tidlig alder, da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Men dengang blev jeg måske lige så moden som en 20-årig. Så kom jeg ikke videre derfra. Billedet var frosset der. Jeg fik at vide af folk, jeg spillede med dengang, at jeg var moden og virkede ældre. Men der skete ikke mere. Så nu skulle jeg lære at være voksen,« fortæller Kasper Foss.
Han tog kontakt til sin læge og fik antidepressiver og medicin, der fik ham til at svulme op 'som en flothest'. Men han var kun en enkelt gang forbi en psykiater for at snakke om stressen og den depression, han ubevidst var faldet ned i.
»Han sagde bare til mig, at jeg skulle stoppe med at drikke. Så det blev bare ved den ene gang,« siger han.
I stedet valgte han at benytte sig af sine venner og sin familie, som han rådgav sig med. En af dem var sangeren Michael Falch, som næsten sideløbende havde været igennem det samme som Kasper Foss.
»Han er en meget omsorgsfuld mand. Han kom og besøgte mig og holdt øje med mig, da han havde fået det bedre selv,« siger han og fortsætter:
»Han var også bekymret. Han ringede til mine forældre, hvilket jeg ikke vidste, at han gjorde, og sagde til dem, at 'jeres søn er ved at dø af det her'. Så det var nok mere galt fat, end jeg var klar over. Det var svært at erkende det, og man kan ikke gøre noget ved det, før man erkender det. Men nu, hvor jeg ser tilbage på det, kan jeg godt se, at det var farligt. Det endte med at være selvdestruktivt. Muligvis fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave om på mit liv. Det var ikke meningen, jeg ville destruere mig selv. Men det gjorde jeg.«
TV Glad blev hans redning
Selvom han ikke længere spillede musik eller var med på turneer, fortsatte han med at drikke. Lige indtil han en dag ved en tilfældighed omkring 2006 blev ansat på TV Glad, en tv-og radio-station for og med udviklingshæmmede.
Egentlig var han blev bedt om at undervise i musik der, hvilket han havde sagt ja til, fordi han 'var på røven' på det tidspunkt. Han havde brugt sin opsparing, sin kassekredit og sin dagpengeret. Så der skulle bare ske noget.
Mens han var derude, opdagede han, at der på den samme gang var en radio, hvor der blev lavet meget satire. Og de grinte meget. Skæbnen ville, at den mand, der styrede det, skulle ud at rejse i to måneder.
»Så slog jeg til,« siger Kasper Foss.
Hver morgen mødte han derfor ind klokken otte om morgenen. I begyndelsen drak han stadig, men det fandt han ud af, at han ikke kunne fortsætte med.
»Jeg prøvede at møde op et par gange med tømmermænd, men det var de længste dage i mit liv. Hvis du ikke er oplagt, så er det et hårdt job. Så det blev min minnesota-kur på en eller anden måde. For det gik ikke at drikke. Det blev min redning at være fastholdt der i fem år. Det var en detox, der fungerede,« siger han.
'Det gode liv, du'
Det var, mens han var på TV Glad, at han kunne begynde at samle de stykker, der var tilbage af ham, og sætte dem sammen i et nyt billede. I en ny Kasper.
Efter at have holdt en længere pause fra musikken, fandt han den dog igen for nogle år siden. Han fandt sammen med den pige, han havde fået sit første kys med som 13-årig - Nadia Stein, som siden blev forsanger i News - og begyndte at spille musik sammen med det band og andre kopibands.
»Jeg elsker at stå på scenen nu. Jeg er som født på ny. Jeg er ikke nervøs mere. Det var også noget af det, der fik mig udover kanten dengang. En stigende præsentationsangst, som gjorde, at det ikke var sjovt længere. Jeg var ikke til stede i nuet. Jeg var meget opsat på, at det hele skulle være så og så godt, så jeg kunne få den næste tour. Nu opfatter jeg mig som amatørmusiker, og det giver mig en frihed til bare at nyde det,« siger Kasper Foss.
Hvor han i løbet af de 20 'kaos-år' stort set aldrig var hjemme, opholder han sig nu meget i sin lejlighed. I sin hule.
»Det er nok en modreaktion. Hold kæft, jeg har været meget hjemme de seneste to år. Det er helt vildt. Jeg skulle nærmest tvinge mig selv til at komme ud ad døren,« griner Kasper Foss og slutter:
»Jeg bliver mere og mere mig selv igen, og jeg bliver mere og mere klar over, hvad det er, jeg egentlig gerne vil og har lyst til og brug for. Jeg er blevet klar over, at det ikke er vigtigt for mig at bevise noget eller få opmærksomhed. Det er ikke min identitet mere. Jeg er virkelig blevet glad for det rolige og stille. Det gode liv, du.«
