Den danske electronica-duo Syntaks debuterer med vellykket og ambitiøst konceptalbum om Knut Hamsuns bog ’Sult’.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er over hundrede år siden, at Knut Hamsun skrev semiselvbiografiske ’Sult’ om en hungrende forfatterspire i nød. Det er over halvtreds år siden, at Henning Carlsen instruerede en vellykket filmatisering, og nu sætter den debuterende danske duo Syntaks så toner til værket.Og selvom denne elektronisk musikalske Hamsun-hyldest muligvis ikke er lige så perfekt som Carlsens film, så er den alligevel årets måske mest ambitiøse, danske udspil.
Pladen hedder ’Ylajali’ (opkaldt efter den mystiske kvinde, som hovedpersonen i ’Sult’ har et seksuelt forhold til), og musikken er skrevet af sangerinden Anna Cecilia sammen med trommeslager Jakob Skott, der både har programmeret og selv indspillet de rytmiske spor.
Resultatet er et stedvist hypnotiserende udspil, der flere gange opsluger lytteren totalt.
Vellykket sammensmeltning
I hvert fald så længe man ser gennem fingre med musikkens største minus: for mange af tonerne er hørt før, for Syntaks skæver nemlig lige rigeligt over skuldrene på 90’er-idolerne i Autechre og Boards of Canada og disses svævende udtryk.
Til gengæld er sammensmeltningen af electronica’en, den støjende shoegaze a la My Bloody Valentine (’She Moves in Colors’) og de melodramatiske Cure-melodier (’Love Camp 23’, ’Buio Omega’) særdeles vellykket, og (om ikke andet i dansk sammenhæng) unik.
Mens landsmændene i Valravn og Kå tidligere på året har vadet klodset rundt i den elektroniske genre iført tilbageskuende briller, kigger Syntaks både frem og tilbage – måske netop fordi de binder musikken op på et litterært forlæg.
Post-rocket eksplosion
Når man ikke kommer helt op at ringe, så skyldes det primært den manglende originalitet, men også det faktum at ’Ylajali’ bliver lidt for ensformig i længden i sit fravær af vokaler og musikalsk afveksling især på pladens anden halvdel.
Helt mod slut vågner man dog i dén grad op under den længste sang – grandiose ’The Shape of Things to Come’ – der eksploderer i en næsten post-rocket eksplosion, med Anna Cecilias dragende vokal ind over.
Syntaks er noget så sjældent som to ambitiøse danskere, og man bør ikke snyde sig selv for ’Ylajali’. Heller ikke selv om man normalt ikke er tilhænger af elektronisk musik.
"Hamsun ville have været stolt", som det så ganske korrekt hedder i pressemeddelelsen.
Se desuden musikvideoen til 'Twentytwohundred' her:
