starten virker den tilbageværende kerne med crooner Stuart Staples i spidsen stadig aldeles relevante og i fortsat søgen efter nye nuancer inden for en genre, de ellers har afdækket så flot.
I forhold til 2012's The Something Rain er The Waiting Room endnu mere soundtrack-agtig. Percussionen er dæmpet betragteligt i de fleste sange, men den musikalske intensitet får alligevel Staples' indestængte dramaer til at folde sig ud, bl.a. via jazzmusikeren Julian Siegels personlige blæserarrangementer, som lægger nye kulører til. Og Tindersticks eget bud på funk.
Flot disponeret musik, hvor instrumentale åndehuller giver plads mellem Staples' sang om isolationen og kærlighedens tvivl: Måske som fragmenter i eksistentielle mareridt, hvor han synger helt off-key.
Eller i vellykkede duetter med Savages' Jehnny Beth eller (afdøde) Lhasa De Sela. Stemningen er egentlig mest komfortabel, når han er ude på den anden side: Afklaret om, at forholdet ér tabt. Endnu et stærkt album.
Tindersticks , 'The Waiting Room', City Slang / Playground | Udkommer 21. januar 2016
