De er her endnu, men de har 40 år på bagen og er simpelthen fra en anden æra – nemlig fra dengang, der var rockstjerner til. Mød Aerosmith
Så træt man ellers kan være af at skulle illudere den tvivlsomme onkel, som i en halvbrandert til tante Tulles 60 års-dag kører klichéen ’sådan laver de dem bare ikke længere, bette børn’ af, så er der bare ingen vej udenom, når man møder alle tiders bedst sælgende amerikanske rockband Aerosmith:Sådan laver de dem bare ikke mere!
Når sanger Steven Tyler og guitaristen Joe Perry kommer ind i et rum – i dette tilfælde et hotelværelse i London for at give interview – er der ingen tvivl: de hér gutter er rockstjerner og kan kun være netop dét. Langt hår, flæseskjorter, spidse støvler, læderbukser og en attitude, der matcher.
Yep, den gamle skole er åben og hør så efter! I denne time skal I høre om fortiden og lidt om Aerosmiths første nye studiealbum med originalt materiale i 11 år. Det har fået titlen ’Music From Another Dimension’ og udkommer på mandag.
- Jeg accepterer, at det er en ny tid, vi lever i, og som sådan er dette album måske slutningen på en æra, siger Joe Perry.
- Nemlig dén æra, hvor man stadig lavede et helt album med 15 sange med den intention, at de skulle høres i den rækkefølge, de nu engang er lagt på albummet. Men mange hører jo ikke musik på den måde mere – de håndplukker jo bare sange hist og hér på iTunes, eller hvad ved jeg.
Ind til personligheden
Perry nægter at blive draget ind i en diskussion om, hvorvidt udviklingen er god eller dårlig. Men dét har bandets entusiastiske maskinkæft, Steven Tyler, til gengæld ikke noget mod.
- Ved du hvad, hvis du hører et helt album… altså hører hvorfor og hvordan sangene på dét album er lagt på pladen på den måde, de er, så ER det først, du kan lære noget om bandets personlighed, siger Tyler.
- Det er måske det tætteste, du nogensinde kommer på at møde Mick og Charlie (med efternavnene Jagger og Watts fra Rolling Stones, red.); at høre deres plader. Det kommer ikke sagen ved, om det er godt eller dårligt – men ved at høre f.eks. hele ’Sticky Fingers’ (Stones’ klassiker fra 1971, red.) møder du dem altså. Når du hører ’Sister Morphine’, kan du sgu lugte, hvad for noget tøj Stones havde på den dag. Personligheden, mand!
Steven Tyler springer op og ned i stolen, så lyset lyner i pailletterne på hans bukser, og Joe Perry smiler overbærende af sin krigskammerat gennem snart fyrre år. Og Tyler tordner videre:
- For fanden! I dag er det hele jo: ’Hvad er den bedste sang? Sig det så! Kom så med det! Put den på iTunes!’ Så hører folk bare den, men fuck det, mand! Du finder da aldrig ind til et bands personlighed på den måde!
Fans er opdragede
Aerosmith er så det, man i vore dage kalder et ’classic rockband’. Deres fans er opdraget til at høre hele album og har således fundet ind til bandets personlighed. Det privilegium nyder mange yngre navne ikke. Hvilket Joe Perry er meget bevidst om.
- Det handler jo ikke længere om kunstnerne og hele værker. For mange i dag handler det om at ramme rigtigt med én sang, ellers er det ud af vagten, for hverken deres fans eller pladeselskaberne giver dem en chance mere, siger Perry.
Synd for de nye navne
- Vi andre fik jo tid til at udvikle os. I sin tid, hvis man kunne lide et bands første album, så købte man også nummer to, selv om man ikke umiddelbart syntes, den var lige så god som den første. Så skete det jo ofte, at når man så alligevel havde købt den og havde lyttet til den nogle gange, at det gik op for én; ’hey, this is a fucking good record!’ Det ser man ikke mere, og det er synd for de gode nye navne.
Mindet om dengang selv rock’n’roll besad en slags uskyld gør, at Steven Tyler naturligvis MÅ have det sidste ord.
- Vi kommer heldigvis fra en æra sidst i 60’erne, hvor forbillederne var Rolling Stones og Kinks. Hold kæft, det var fedt, ivrer sangeren.
- Forestil dig, at din kæreste kom med en ny plade, satte den på og gav dig et blowjob! Og den sang er ’Satisfaction’ eller Jimi Hendrix (synger riffet til ’Purple Haze’, red.), og det er første gang, mand! Det kommer vi aldrig til at opleve igen, Steffen! Så monumentalt bliver det aldrig igen…’
Så meget for uskylden. Mine damer og herrer: Aerosmith er tilbage...
