Hvis du ikke kan vente til næste mandag, kan du allerede i dag høre nyt fra Cohen-familien. Leonards søn, Adam, er nemlig klar med endnu et album. Og det er som at høre en ung version af farmand.

På sit forrige album ’Like a Man’ sprang Adam endelig ud som ’sin fars søn’. Før har han brugt for meget energi på at lyde anderledes. Og det klæder Adam at vedkende sig arven, stemmen og den uafviselige sans for tilbagelænede og melodiøse sange.

’We Go Home’ er sågar indspillet i familiens lille hus på den græske ø Hydra, hvor Adam også tilbragte en del af sin barndom (heraf titlen).

Lyden er lækker og spartansk. Sangene er eftertænksomme uden at være anstrengte. Og allerede efter første gennemlytning føler man sig ikke alene underholdt, men også lidt klogere på livet - som efter en snak med en god ven.

Adam Cohen spiller i Odense, Grenå og København, 2., 4. og 5. oktober.

’We Go Home’

Pop-Folk

(4/6 stjerner)