Hjemvendte danskere må ikke køre bil på udenlandske nummerplader.

Jeg kender en dansker, som tidligere har boet i Schweiz. Vedkommende har nu i flere år kørt rundt her i landet med en bil på schweiziske nummerplader. Der er derfor naturligvis aldrig betalt dansk registreringsafgift og vægtafgift. Hvad »koster« det, hvis det bliver opdaget?

Venlig hilsen Birch

En dansker, der er bosat i udlandet, må køre i sin udenlandsk indregistrerede bil i Danmark i en periode på 365 dage over to år. Det gælder for eksempel en dansker, der bor i Malmø og som har købt en svensk bil.

Reglen er så godt som umulig at kontrollere for skattevæsenet, for bilejeren har ingen pligt til at dokumentere, at han kun har haft bilen med i Danmark i den lovlige periode. Skattevæsenet har heller ingen reel mulighed for at overvåge om en bilist overholder 365 dages-reglen.

Noget andet er, at politiet og skattevæsenet ind i mellem kan bevise, at flytningen til udlandet er ren proforma og så falder hammeren.

Men du skriver, at danskeren tidligere har boet i Schweiz. Hvis han nu officielt er flyttet tilbage til Danmark, så kan han ikke lovligt køre i en bil med schweiziske nummerplader. Han skal senest 14 dage efter flytningen til Danmark fremstille bilen hos SKAT, så den kan blive vurderet. Herefter skal der betales dansk registreringsafgift af vurderingsprisen og så får bilen danske nummerplader på.

Udlændinge, for eksempel gæstelærere, der kun er i Danmark i en kortere periode for at arbejde, kan søge om dispensation, så de kan køre i deres egen bil, mens de er i landet.

Hvis en person, der bor i Danmark, kører rundt i en bil på udenlandske nummerplader, bliver det rigtigt dyrt. Fusk med registreringsafgiften straffes med op til halvandet års fængsel.

Praksis er, at snyd over 100.000 kr. koster fængsel, eventuelt betinget, og en tillægsbøde.

Hvis vedkommende slipper med en bøde er den typisk på to gange det beløb, som der er snydt for.

Den unddragne afgift skal betales oven i - så det løber op i rigtigt mange penge.

Mvh Jan Søgaard og Søren Larsen