Ifølge sn.dk er den hollandske rockergruppe Satudarah er i gang med at udnytte den verserende Bandidos-konflikt i Næstved. Gruppen planlægger således at rykke ind i Næstved allerede på lørdag, hvor de angiveligt holder åbningsfest.

Oplysningerne skulle komme fra en gruppe tidligere bandemedlemmer i Danmark. Sydsjællands og Lolland Falsters politi bekræfter, at der kan være en ny rockerklub i Danmark.  

- Vi har hørt, at der skal ske noget 9. november, siger politiinspektør Flemming Madsen til sn.dk.



Satadurah MC har angiveligt planer om at slå sig ned i en tom bygning tæt ved Næstved Ungdomsskole og Musikskole på Skellet i Næstved.

Næstved er i forvejen centrum for et opgør med en gruppe afhoppere fra Bandidos, Westside Nation, der havde slået sig ned i byen. Deres rockerborg blev lukket af politiet indtil i dag. Om den fortsat skal være lukket, vil politiet tage stilling til ved middagstid i dag.
 


Hvis Satudarah åbner en afdeling i Danmark, vil det ikke bare være en ny motorcykelklub, men ifølge iagttagere af rockermiljøet en alvorlig optrapning af det mulige konkliktscenarie. Ikke mindst fordi den hollandske rockerklub specifikt retter sig mod unge med udenlandsk baggrund - man er udtrykkeligt en multikulturel klub, der er åben for alle racer og alle nationaliteter.

Satudarah skønnes at have 800 medlemmer i bl.a. Holland, Belgien, Tyskland, Spanien, Indonesien og Malaysia. Gruppen knyttes jævnligt sammen med kriminalitet - blandt andet narkohandel, vold og drab og våbenhandel.