Aktivister står til bøder efter at have kravlet op på boreplatform ved Grønland.

Aktivisterne fra Greenpeace fik kun et få timer langt ophold på en olieboreplatform i Arktis.

Grønlands Politi er lørdag gået i gang med anholde de 18 aktivister.

- Vi har politifolk ude på riggen og er ved at efterforske sagen og anholde aktivisterne, siger vicepolitimester Morten Nielsen fra Nuuk lørdag eftermiddag.

Han siger, at de anholdte vil blive bragt til Nuuk.

De sigtes i første omgang for husfredskrænkelse - altså for at trænge ind på en andens ejendom.

Desuden sigtes aktivisterne for at overtræde en lokal regel om sikkerhedszoner ved offshore-anlæg.

Vicepolitimesteren vil ikke røbe detaljer om politiets aktion på platformen "Leiv Eiriksson".

Heller ikke antallet af deltagende betjente vil han sige noget om.

- Senere vil vi overveje, om der også skal rejses sigtelse om grovere bestemmelser i kriminalloven. Men det er der endnu ikke taget stilling til, siger Morten Nielsen fra politistationen i Nuuk.

I første omgang venter der altså aktivisterne bøde.

Men Udlændingeservice skal også blandes i sagen, og det kan ende med, at udlændinge bliver udvist.

Greenpeace ønsker med aktionen at få olieselskabet Cairn Energy til at offentliggøre en beredskabsplan, hvis der opstår et olieudslip.

Miljøorganisationen mener, at boringerne er stærkt risikable.

Fredag indledte selskabet to prøveboringer i havet ud for Grønlands vestkyst.

Dagen forinden blev to aktivister anholdt for at opholde sig på platformen.

/ritzau/