En bombetrussel blev fredag indtelefoneret til firma i Bredgade 75 i København. Viste sig at være falsk alarm.

København. En bombetrussel, der fredag blev indtelefoneret til Bredgade 75 i det centrale København, blev afblæst efter små to timer.

Politiet er endnu ikke nået til bunds i, hvem der indtelefonerede truslen.

- Vi har nu gang i en efterforskning, siger den centrale efterforskningsleder Jesper Beuschel, Københavns Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om bombetruslen klokken 13.11. Den var rettet mod virksomheden Minifinans.dk, der holder til på adressen.

Her var det en supportmedarbejder, der tog telefonen, oplyser direktør Mads Emil Fast Dahlerup.

- Vores medarbejder fortæller, at en mand roligt forklarede, at han havde placeret en bombe i bygningen og opfordrede alle til at forlade bygningen, siger Mads Emil Fast Dahlerup i en pressemeddelelse.

- Vi ser med største alvor på sagen og gør alt i vores magt for at hjælpe politiet med opklaringsarbejdet, siger han.

Virksomheden udbyder kviklån til private.

Direktøren mener, at virksomheden blev tilfældigt udvalgt som modtager af bombetruslen.

- Det er en prominent gade, som skaber opmærksomhed i sig selv, når der er en bombetrussel. Vi ligger lige i starten af Bredgade. Vi mener, at det er den mest sandsynlige forklaring, siger han.

Hos Københavns Politi sagde vagtchef Henrik Stormer, kort tid efter at politiet havde fået anmeldelsen og var gået i gang med at undersøge bygningen.

- Nu er vi ved at undersøge bygningen, men der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at der skulle være noget mistænkeligt. Men vi undersøger det naturligvis, lød det.

/ritzau/