Usikkert om der er tale om ulykke eller forbrydelse

En dramatisk ulykke fandt sidst på eftermiddagen sted på Nørreport Station i København, hvor en mand blev påkørt af et s-tog.

Ifølge bt.dks udsendte på stedet, skulle der være tale om en fuld mand, som faldt ud foran et s-tog. Vidner på stedet kunne fortælle, at manden sad fastklemt under toget, men var ved bevidsthed, hvilket politiet bekræfter.

- Men der hersker stadig usikkerhed om, hvad der er sket. Ifølge manden selv blev han skubbet ud foran s-toget, mens vidner udtaler, at han selv sprang ud, fortæller vagthavende ved Københavns Politi.

Derfor er politiet netop nu i gang med at gennemse overvågningsvideoen fra stedet, så de kan få fastslået forløbet og vurdere, om der er tale om en forbrydelse eller ej.

Kæmpede med at få ham fri


Hvordan mandens tilstand er, vides endnu ikke. Han blev kørt fra Nørreport station for fuld udrykning og befinder sig netop nu på Rigshospitalet.

- Han har skader på benene og nakken. Sandsynligvis er benene brækket, men det vil en scanning vise, siger Københavns politi

Både brandvæsen og ambulancetjenesten kom straks til stedet og måtte i første omgang kæmpe for at få manden fri.

De mange vidner til påkørslen er ifølge politiet tilbudt krisehjælp.

S-togs driften på det ene spor i retning mod Østerport var i en periode lukket, men ifølge DSBs pressevagt er sporet nu ryddet og der er trafik i begge retninger.

Ulykken har dog betydet en del aflysninger og derfor køres der indtil videre med en smule forsinkelse.

bt.dk følger sagen