En bilist holdt lørdag eftermiddag parkeret i et nødspor ved E20 mellem Vejle og Fredericia, da bilen var løbet tør for benzin.

Her blev bilisten påkørt bagfra af en lastbil, som herefter væltede ud i rabatten, mens personbilen blev efterladt med voldsomme skader.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at ingen af personerne, der var indblandet, kom alvorligt til skade.

Begge er dog blevet tilset på skadestuen efter uheldet.

»Vi fik en anmeldelse klokken 15:05 om et uheld i sydgående retning, hvor en lastbil og personbil var involveret. En kvinde holdt i nødsporet, da hun formentlig var løbet tør for benzin og hun blev påkørt bagfra af en lastbil, der havde en mandlig fører,« udtalte Sydøstjyllands Politi ifølge Fredericiaavisen ved en pressebriefing.

Efter uheldet var et spor spærret, men der er nu blevet åbnet for gennemkørsel igen.