Den kraftige blæst fik tirsdag middag et stort stillads til at vælte på vejen Ved Stadsgraven på Amager. Vejen er derfor spærret for trafik, og Københavns Politi forventer, at afspærringen vil stå på frem til sidst på eftermiddagen.

»Vi fik kl. 12.25 en anmeldelse om, at en stor del af et pænt stort stillads var væltet ved adressen Ved Stadsgraven 3 på Amager. Heldigvis blev ingen mennesker ramt af stilladset, der dog væltede ned over en parkeret bil. Heldigvis befandt der sig ingen mennesker i den ramte bil,« oplyser vagtchef Henrik Blix til BT.

Politiet har straks kontaktet stilladsfirmaet, ligesom også Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at fastslå, om stilladset var forsvarligt fastgjort.

»Vi har hørt forlydender om, at en børnehave med mange børn var i nærheden, da stilladset væltede, men det er umiddelbart ikke noget, som jeg kan bekræfte,« tilføjer politiets vagtchef.

Han forventer ved 14-tiden, at trafikken ad Ved Stadsgraven vil være afspærret tre-fire timer endnu.