Fundamentet til et stykke spektakulært retshistorie er lagt, når 12 nævninge i foråret skal bedømme beviserne mod Ghazalas far og bror.

Det forventes, at anklagemyndigheden vil kræve dem begge idømt fængsel på livstid.

Kun den, der skød for at dræbe, vil kunne dømmes for manddrab og forsøg på manddrab, nemlig Ghazalas bror, Akhtar Abbas.

Men politiet vurderer, at Ghazalas far, Ghulam Abbas, anstiftede drabet og drabsforsøget. Dermed kan de i realiteten begge straffes med fængsel på livstid, hvis nævningetinget finder dem skyldige.

- Det har jeg absolut ingen kommentarer til. Jeg vil ikke kommentere gisninger i relation til, hvem der skal tiltales for hvad, før de enkelte personligt har fået besked om, hvorvidt vi agter at tiltale dem i et nævningeting, siger Slagelses vicepolitimester Jeanette Wincentz Andersen.

Tante bliver tiltalt
Hun vil til gengæld gerne vil bekræfte, at statsadvokat Erik Merlung personligt har spurgt hende, om hun vil påtage sig den krævende opgave som anklager sammen med vicestatsadvokat Jørgen Jensen.

Ved retsmødet den 22. december sagde du, at statsadvokaten havde besluttet, at en af hjælperne, Ghulam Ahmed, vil blive tiltalt i et nævningeting.

Så kan jeg vel konkludere, at der også rejses tiltale mod de øvrige otte i komplekset?

- Det er korrekt, at jeg sagde, at en af de sigtede, Ghulam Ahmed vil blive tiltalt i et nævningeting. Det var en oplysning til dommeren, som muligvis kunne være end del af hendes vurdering af, hvorvidt fortsat fængslingsgrundlag var til stede eller ej, siger Jeanette Wincentz Andersen.

Ni tiltalte i samme sag
Efter hvad B.T. erfarer, har Rejseholdets drabssektion og efterforskerne fra kriminalpolitiet indsamlet beviser og vidneudsagn af en sådan kaliber, at likvideringen af nygifte Ghazala og hendes mand bliver en af de mest spektakulære drabssager i nyere tid. Man har aldrig tidligere set ni mennesker stå tiltalt i én drabssag.

Ghazalas tante, Perveen Khan, vil som slangen i paradis, formentlig være den der får den næsthøjeste straf.

Politiet anser Perveen Khan som den, der lokkede Ghazala og hendes mand i baghold. Hun risikerer en straf på 12 - 16 års fængsel.

Ghazalas tre onkler, Walayat Khan, Asghar Ali (I) og Asghar Ali (II) var alle var med i bilerne til Ringsted og Slagelse. De har desuden truet vidner og personer, som skjulte parret under deres flugt. Efter retspraksis risikerer de 8 - 12 års fængsel.

Endelig er der de tre hjælpere. Anser Iqbal, Naweed Sharif og Ghulam Ahmed.

De står efter gældende retspraksis til mellem fire og seks års fængsel. am@bt.dk