En international sag om pyramidesvindel får nu håndgribelige konsekvenser for den danske advokat Eli Heckscher fra Stenløse i Nordsjælland.

I al hemmelighed har det amerikanske forbundspoliti, FBI, ifølge dagbladet Børsens oplysninger, fået bagmandspolitiet til at anholde Eli Heckscher og ransage hans advokatkontor.

Han er nu er sigtet for både medvirken til bedrageri og hvidvask af svindelformuen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har ransaget, og at han har været anholdt, siger bagmandspolitiets chef, statsadvokat Jens Madsen.

Anholdelsen kommer mere end et år efter, at dagbladet Børsen kunne afsløre, at den danske advokat var mistænkt for at have hjulpet det amerikanske ægtepar John og Marian Morgan fra Florida med at franarre over 150 amerikanske og canadiske investorer mindst 60 mio. kr. i et investeringsprogram med en pyramidelignende struktur.

Ifølge Børsens oplysninger blev Eli Heckscher anholdt 5. august og sigtet for såvel medvirken til bedrageri som hvidvask af svindelformuen.

/Ritzau/