Sagen om 17-årige Farhad Tober, der har været forsvundet siden 9. april 2022, har den seneste uge taget flere mystiske drejninger.

Torsdag eftermiddag kom det ud, at Sydøstjyllands Politi arbejdede på at finde ud af, om Farhad Tober i juli 2023 søgte asyl i Tyskland.

Og mandag eftermiddag fremgår det af en mail, at Farhad Tober er blevet spottet mere end 2.000 kilometer fra Tyskland.

I mailen, som er sendt fra Farhad Tobers familie til Sydøstjyllands Politi, skriver familien, at den unge mand skal befinde sig i Grækenland.

Og det er her, at både mystikken, forvirringen og spørgsmålene begynder at hobe sig op.

Ifølge familien har en mand, der er sammen med Farhad Tober i Grækenland, ringet til sin kone med et hemmeligt nummer. 

Herefter har konen, der taler arabisk, ringet til Farhad Tobers mor og fortalt hende, at kvindens mand har sagt, at han vil rejse til Tyskland med Farhad Tober. 

Farhad Tober vil så tage kontakt til sin familie, når han er i Tyskland, hvor politiet mistænker, at han også befandt sig i juli 2023.

Den dengang 16-årige Farhad Tober forsvandt ifølge familien for halvandet år siden efter en politiforretning i Vejle, hvor han løb ind i en skov.

Det bliver fremlagt DR-dokumentaren 'Forfulgt af politiet?', hvor familien fortæller, at de mener, at Sydøstjyllands Politi i en længere periode har chikaneret familien.

Ifølge Farhad Tobers onkel har den 17-årige nu rakt ud, fordi han måske har set dokumentaren og fulgt dækningen af sagen. 

»Det er bare noget, jeg tror, men jeg tror, at han (Farhad, red.) har set dokumentaren og gerne vil i kontakt med os,« fortæller Hefkr Ibrahim til B.T.

Sydøstjyllands Politi udsendte fotoet til venstre, da Farhad Tober blev efterlyst i april 2022. Fotoet til højre er fra den tyske asylsag i juli 2023.
Sydøstjyllands Politi udsendte fotoet til venstre, da Farhad Tober blev efterlyst i april 2022. Fotoet til højre er fra den tyske asylsag i juli 2023. Foto: Fotos: Sydøstjyllands Politi
Vis mere

I skriver, at kvinden, der ringede til jer, taler arabisk. Kender I hende?

»Nej, det gør vi ikke. Hun taler arabisk, men hendes accent stammer fra Aleppo.

Fra Syrien, ligesom jer?

»Ja, men ikke samme område.« 

Onklen fortæller, at kvinden bor i Tyrkiet, men at hendes mand er flygtning, der migrerer fra Tyrkiet til Grækenland for at rejse derfra til Tyskland, og at han altså vil rejse sammen med Farhad Tober.

Har kvinden sagt noget om, hvordan Farhad og hendes mand pludselig har mødt hinanden i Grækenland?

»Hun svarer ikke på det, hun siger bare, at her er, hvad hun ved. Vi har sendt hende flere spørgsmål efterfølgende.«

Har Farhads mor sagt, at hun gerne vil tale med ham?

»Vi har også talt med hende over telefonen, men hun siger, at hun har ikke noget telefonnummer til sin mand, og at han har ringet fra et hemmeligt nummer.«

I aner ikke, hvem de her mennesker er?

»Nej.«

Har I selv på noget tidspunkt haft kontakt til Farhad, siden han stak af hjemmefra?

»Nej, det har jeg sagt flere gange.«

Sydøstjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget oplysninger fra familien om Farhad Tobers mulige tilstedeværelse i Grækenland.

»Sydøstjyllands Politi modtog i går en mail fra familien om, at de er blevet kontaktet af en arabisktalende kvinde, der fortæller dem, at Farhad er i Grækenland med den arabisktalende kvindes mand,« skriver Sydøstjyllands Politi til B.T.

Politiet oplyser, at de har været i kontakt med Farhad Tobers familie for at få uddybet oplysningerne med henblik på den videre efterforskning.

»Dette arbejde er fortsat i gang. Generelt kan det oplyses, at oplysningerne er inddraget i Sydøstjyllands Politis igangværende eftersøgning af, hvor Farhad Tober kan opholde sig. Vi har som politikreds naturligvis et ønske om at finde frem til Farhad Tober, så han kan forenes med sin familie.«

Ifølge Vejle Amts Folkeblad er Farhad Tobers onkel og moster fløjet fra Hamborg til Athen tirsdag formiddag, hvor Farhard Tober ifølge familien befinder sig.