Nordjyllands Politi kunne mandag eftermiddag oplyse om endnu et dødeligt færdselsuheld på E45 i det nordjyske, hvor en bilist blev fundet dræbt nær en forulykket bil ved Rasteplads Himmerland.

Alt tyder dog på, at den tragiske ulykke allerede fandt sted natten til søndag, oplyser Nordjyllands Politi nu.

Den forulykkede bil har ikke været synlig fra motorvejen, og derfor blev det først opdaget mandag eftermiddag af vejarbejdere, der befandt sig i motorvejens nødspor.

Politiet har identificeret den dræbte, og der er tale om en 23-årig mand fra Nordjylland. Han blev fundet i umiddelbar nærhed af bilen, da han var blevet kastet ud af bilen i forbindelse med soloulykken.

De pårørende er blevet underrettet.

Ulykken er dermed gået forud for, at to personer på tragisk vis mistede livet i samme område søndag morgen, da en 25-årig spøgelsesbilist bragede ind i en modkørende bil med en 45-årig mandlig bilist, hvorved de begge omkom.

BNB