Tre unge omkom natten til fredag i en tragisk bilulykke på Vigerslev Alle i København, mens en fjerde, der også var med i bilen, vågnede lørdag af koma og er i bedring.

Det var muligvis en regnvåd vej, der var medvirkende til, at en bil med fire personer natten til fredag bragede ind i et træ ved Vigerslev Alle i København. I bilen sad to brødre, en ung pige og en tredje ung mand. Kun den sidste overlevede ulykken.

Det bekræfter mandens fodboldklub, Albertslund IF, over for BT.

Manden, der er 19 år, blev kørt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han ifølge ifølge Albertslund IF vågnede af koma lørdag og skulle være i bedring.

Den 19-årige mand har haft sin daglige gang i Albertslund IF, hvor han har spillet kampe for flere af klubbens hold og har adskillige venner på klubbens førstehold.

Derfor sendte klubben også en rørende gestus af sted til den 19-årige mand, da de lørdag vandt 1-2 over Svogerslev BK. På klubbens Facebook-side skrev de umiddelbart efter kampen, at sejren var dedikeret til deres ven og tidligere holdkammerat.

»Denne sejr var til dig,« lød den direkte henvendelse fra klubben til den 19-årige mand efterfulgt af flere hjerter.

Albertslund IF oplyser, at flere af spillerne i førsteholdstruppen har været tydeligt berørte af ulykken, og at der i optakten til kampen var en trykket stemning i omklædningsrummet.

Den 19-årige mand gik ifølge BT's oplysninger på Sydkystens Gymnasium sammen med den ene af de to brødre, der døde i ulykken.

Ukendte omstændigheder

Foreløbig har Københavns Politi ikke kunne oplyse, hvad der var årsag til den tragiske ulykke, men ifølge vagthavende Michael Andersen, regnede det kraftigt natten til fredag, hvorfor glat føre også kan have været baggrunden for, at bilen kørte ind i et træ.

Både fredag og lørdag var venner og familie forbi ulykkesstedet og forsøgte at sætte ord på tabet over de tre døde.

Fire unge mennesker forulykkede natten til fredag i en bil på Vigerslev Allé i Valby. Tre personer er dræbt, oplyser politiet.
Fire unge mennesker forulykkede natten til fredag i en bil på Vigerslev Allé i Valby. Tre personer er dræbt, oplyser politiet. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

’Alt for tidligt er du blevet en engel i himmelen,’ stod der, mens en anden havde skrevet: ’Ord er ikke nok. Hvil i fred,' på en af de mange hilsner, der lå ved siden af blomsterne.

Ligesom flere venner og bekendte har hyldet de afdøde på Facebook, heriblandt en klassekammerat der delte et billede af den ene bror med teksten: 'Det er hårdt at vide, at vi aldrig kommer til at se dig igen. At det eneste, der er tilbage, er billeder og videoer fra alle de gode minder, vi har.’

Opslaget har klassekameraten dog valgt at fjerne igen søndag.

Det er ikke første gang, at en soloulykke på Vigerslev Allé har kostet unge liv. Kun få hundrede meter fra ulykkesstedet drønede to unge fyre i 2012 ind i et træ med 120 kilometer i timen. Hverken den 22-årige fører eller hans kammerat på 20 år overlevede dengang den voldsomme ulykke.