Hendes job var at afsløre butikstyve, men i stedet faldt hun selv for fristelsen til at liste varer ned i lommerne uden at betale.

Det har en 37-årig årig kvinde fra Midtsjælland erkendt over for politiet.

Kvinden arbejdede som butiksdetektiv i forskellige Kvickly-forretninger på Sjælland, indtil hun 13. januar i år blev afsløret en eftermiddagstime på fersk gerning.

Under afhøringerne hos Midt- og Vestsjællands Politi tilstod hun, at hun både havde stjålet fra Kvickly-forretninger i Kalundborg og i København, mens forretningspersonalet regnede med, at hun var i gang med at afsløre butikstyve.

 Kvindens tyvekoster var blandt andet en bog, tre Nintendo-spil, to plader chokolade og flere spil. De stjålne varer har ifølge politiets sammentælling haft en samlet værdi af 1659,85 kr.

Trods det forholdsvis beskedne beløb er kvinden blevet sigtet efter straffelovens 'tunge' tyveriparagraf 276 - både fordi der er tale om tyveri fra flere forretninger ved forskellige lejligheder og fordi hun som butiksdetektiv har haft en betroet stilling.

Derfor vil hun formentlig blive mødt med et krav om en frihedsstraf, når sagen om en måneds tid skal for retten i Roskilde. Her vil sagen blive søgt fremmet som en tilståelsessag.

Hos Coop Danmark, der driver Kvickly-forretningerne, betegner informationsdirektør Jens Juul Nielsen sagen som helt usædvanlig:

- Jeg kan ikke mindes, at vi tidligere har haft en sag, hvor en butiksdetektiv er blevet taget for butikstyveri. Vi bruger ikke fastansatte butiksdetektiver i Kvickly, men henter hjælp fra et eksternt firma, når forretningerne har behov for det, siger informationsdirektøren til bt.dk.

- Den aktuelle sag vil formentlig give anledning til, at vi tager en dialog med det pågældende firma for at gennemgå procedurerne, tilføjer Jens Juul Nielsen.