Politiet efterlyser den 21-årige Yosef Ahmad Hussain Naem Al-Kassab, der i formiddag stak af fra retsbygningen på Blegdamsvej i København.

Han har indtil flugten i formiddag været varetægtsfængslet, sigtet for et brutalt drabsforsøg, der foregik på Åboulevarden i København i september.

Han beskrives som: Mand, 21 år, 174 cm høj, almindelig af bygning, kort sort hår og brune øjne. 

Københavns Politi understreger, at man ikke skal forsøge at tilbageholde den eftersøgte, hvis man møder ham.  

- Han kan i den aktuelle situation være farlig. Derfor henviser vi borgerne til at ringe 112, hvis de ved, hvor han er, så kommer vi og tager ham til fange. Det er meget vigtigt, at folk ikke prøver selv, siger John Hansen, central vagtleder ved Københavns Politi.

Alt disponibelt mandskab leder efter den undslupne fange.

Flugten skete, da retten i dag skulle vurdere, om den sigtede, der er tilknyttet bandemiljøet på Blågårds Plads på Nørrebro, skal blive ved med at være varetægtsfængslet.

- Der sker det, at klokken 10.33 kom en gruppe unge løbende ind i retten, og det skaber så megen tumult og forvirring, at det lykkes den unge mand at løbe ud fra retten, fortæller Lars-Christian Borg, pressekoordinator ved Københavns Politi til bt.dk.
 
Han uddyber, at gruppen består af unge indvandrere, der, ligesom den sigtede, er en del af bandemiljøet på Blågårds Plads.

Beskeden om den undslupne fange blev sendt rundt til alle politiets vogne, til metro- og togstationer, men det er endnu ikke lykkedes at få fat i hverken den undslupne fange eller nogen fra den gruppe, der hjalp ham med at stikke af.

- Vi har ikke det endelige overblik over, hvad der skete. I øjeblikket bliver han jaget rundt i hele København og omegn, siger sikkerhedschef ved Kriminalforsorgen Michael Gjørup.

Det var fængselsbetjente, der havde ansvaret for Yosef Ahmad Hussain Naem Al-Kassab, da han flygtede. Praksis er, at der er to mand om en fange, hvis ikke der er mistanke om, at fangen vil forsøge at flygte. VED DU NOGET, SÅ TIP B.T. PÅ 1929@BT.DK.

Den 21-årig stak af til fods og løb først i retning mod Sortedams Dosseringen.

Han og to andre fra samme bande er varetægtsfængslet for at have forsøgt at dræbe en 25-årig mand på Åboulevarden 25. september.

Offeret menes at have forbindelser til en anden indvandrer-bande, Værebro-bandemiljøet i Bagsværd, uden dog at være decideret bandemedlem. 

Offeret kom kørende ad Åboulevarden i bil sammen med to kammerater, da de blev passet op ud for nummer 36 af en mørk Mondeo med fire personer i. 

Der foregik en ordveksling mellem de to grupper, hvorefter én af de fire gik ud af Mondeoen og stak føreren af den anden bil syv-otte gange med en kniv. 

Han blev stukket flere gange i hovedet, overkroppen og låret. Stikkene var livstruende, men offeret overlevede altså. Yosef Ahmad Hussain Naem Al-Kassab var den første, der blev pågrebet for det brutale overfald. Han blev varetægtsfængslet i november. De to andre, der er pågrebet i sagen, blev først varetægtsfængslet i sagen for en måned siden.

Den ene af dem har tidligere været sat i forbindelse med det tæskehold, der for et par år siden bortførte en mand og gennemtævede ham på en legeplads på Nørrebro.

Den anden skal være en central person i den hashhandel, som, politiet mener, foregår i Folkets Park på Nørrebro, tæt på Blågårdsgade.

Oplysninger om den undslupne fange kan gives til Københavns Politi på tlf. 114.

Bt.dk følger sagen...