Kreativ ildsjæl og stærk forretningsmand kan være en svær kombination, måtte sanger og entertainer Stig Rossen sande i 2009, hvor selskabet Stig Rossen Aps. kom ud med et resultat på bundlinjen på minus 200.000 kroner.

Året før havde der været et plus på 200.000 kroner.

- Jeg brugte lidt for mange penge på mine juleshow, desuden lagde jeg selv en halv million ud for en juledvd, jeg producerede, og som ikke er på gaden endnu. Samtidig gik jeg fra at holde 50-80 foredrag til at holde under ti sidste år, siger Stig Rossen.

Selv om der er lavvande i økonomien, havde han en omsætning på 3,8 millioner sidste år. Det var dog en væ­sent­lig nedgang fra de 5,1 mil­lioner, firmaet omsatte for i 2008, ifølge tal fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stig Rossen erkender, at det var en fejl, da han sidste år valgte at stå for selv at booke sine foredrag i stedet for at lade et bureau om det.

- Det var et dyrt forsøg at prøve at gøre tingene selv, og det har jeg taget konsekvensen af og hyret et bureau igen, siger Stig Rossen, der mener at have mistet omkring en million af sin omsætning alene på nedgangen i foredrag.

Travlt med julekoncerter

I stedet havde han travlt med at afholde sine julekoncerter, som han i anledning af sit 15 års jubilæum mente skulle peppes lidt op.

- Jeg holdt væsentligt flere koncerter sidste år, og jeg ville gerne gøre noget ekstra, så jeg var ikke særlig opmærksom på udgifterne, der hobede sig op. Så det endte kun lige med at løbe rundt, siger han og tilføjer:

- Det er svært både at være kreativ og direktør i eget firma. Jeg valgte at være kreativ og havde ikke øje for bundlinjen.

Stig Rossen, der i øjeblikket er på ferie i Spanien, lider dog ingen nød. Trods det dårlige regnskab har firmaet fortsat en egenkapital på en halv million. Det er knap en million mindre end året forinden, Sangeren bebrejder dog ikke finanskrisen sit tab.

- Jeg er hårdt spændt op nu, men det skal nok vende igen, når indtægterne fra dvd'en kommer ind i regnskabet. Jeg tror ikke, det her handler om finanskrise. Jeg er i en af de få brancher, der mærker krisen mindre end andre. Jeg tror ikke, folk vil gå på kompromis med oplevelser, selv om der er krise, siger Stig Rossen.