Realitystjernen havde åbenbart kæreste på under hele første sæson af 'Singleliv'. Sidney Lee tænkte, at hans kæreste aldrig ville finde ud af, han deltog i tv-programmet.

- Jeg tænkte 'fuck det - det finder hun aldrig ud af', fortæller han i sin nye bog 'Sidney Lee - My reality'.

Han indrømmer selv, at det var dårlig stil, men 'tv-karrieren' trak så meget i ham, at han valgte at fortsætte optagelserne.

- Planen var, at jeg ville sige, at det var filmet, før jeg fik min kæreste, men der var så meget, der ikke passede: Det sneede i programmet, og jeg havde fået en Pantera-t-shirt af hende i gave, og den havde jeg sjovt nok på i traileren. Så hun blev selvfølgelig vildt sur og slog op, siger Sidney Lee.

Hos 'Singleliv' siger daværende chefredaktør på programmet Camila Miehe-Renard, at de ikke kendte noget til Sidney Lees civile status - som jo tydeligvis strider imod reality-programmets koncept.

- Nej, det vidste vi ikke noget om, vi hørte rygterne bagefter.

- Der var en pige, som ringede, der ikke var begejstret. Hun sagde, at hun var hans kæreste, men det benægtede Sidney, så det var lidt svært at lure sandheden, siger Camila Miehe-Renard til bt.dk.