Efter 31 års samliv går Peter Schmeichel og hustruen Bente hver til sit

Vennerne blev briefet for to uger siden, og i går - fem dage før jul - slap Peter Schmeichel og hustruen Bente så den triste nyhed ud. Separationspapirerne er udfyldt, og snart skal de dele alt det, de har været fælles om de sidste 31 år.

Samme venner slog i går en jernring om parret, og med forskellige variationer over svaret ’ingen kommentarer’ lod vennerne forstå, at den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel og hustruen Bente fortjente fred til at finde deres ben midt i skilsmissen.

Parret valgte selv at give offentligheden besked i går i form af en kortfattet pressemeddelelse, og i den lagde de ikke skjul på, at vejen dertil har været brolagt med svære overvejelser.

- Efter 31 års samliv er jeg desværre nødt til at meddele, at Bente og jeg er i gang med separationsforhandlinger. Det har været en meget svær beslutning, men efter omstændighederne har vi det godt. Vi er enige om, at vores familie har den højeste prioritet, og vi håber derfor, at pressen vil respektere vores privatliv, og at vi ikke har yderligere kommentarer.

EMfodbold1992

I flyverskjul

Hverken den 50-årige Peter Schmeichel eller hustruen var i går at træffe for en uddybning, men BT erfarer, at de allerede for knap to uger siden lod beskeden sive i vennekredsen. Og for dem, der kender parret godt, kom det ikke just som en nyhed.

Mange års samliv, og mange år levet på fodboldens præmisser med flytninger, rejser og fravær, har trukket store veksler på kærligheden, som i de sidste år langtfra var som i 1982.

Dengang var Peter Schmeichel 19 år og havde netop debuteret for Gladsaxe-Hero, hvor træneren Svend Aage Hansen havde opdaget det unge talent.

Senere blev samme Svend Aage Hansen svigerfar til Peter Schmeichel, da Schmeichel fandt sammen med datteren Bente, som han giftede sig med i 1991.

Familielivet med børnene Kasper Schmeichel, 27, og lillesøsteren Cecilie Schmeichel, 23, blev først og fremmest levet i England, og i dag er det stadig uvist, hvad Peter Schmeichel har af økonomiske aktiviteter på den anden side af Nordsøen.

Strandvejsvilla i Espergærde

Familien har siden 2007 levet i Danmark, i et kæmpe hus på Strandvejen i Espergærde nord for København, som de købte for 25 millioner og ifølge tingbogen ejer sammen. Den pris går huset næppe for i dag, hvor ejendomsvurderingen er raslet ned på det over 300 kvadratmeter store hus, der i 2011 blev vurderet til ’kun’ 15 millioner kroner.

Om parret sælger huset nu, vides ikke, men i så fald skal Peter Schmeichel dele gevinsten i porten med konen, der også står til at få halvdelen af alt, hvad de ellers ejer. I hvert fald er der ingen ægtepagt tinglyst i Danmark, men det er uvist, om parret i deres tid i England har indgået en juridisk kontrakt, der giver den legendariske målmand særeje.