Nicolas Cage har skilt sig af med en bid af sit ejendomsimperium. Han har solgt sit slot i Bayern.

Skuespilleren købte i 2006 det forfaldne Schloss Neidstein, men kom der så godt som aldrig.

Cage betalte ellers små 13 millioner kroner for ruinen og gik straks i gang med en gennemgribende restaurering, alt mens han begejstret udbredte sig om sin drøm om at bosætte sig midt i den rige kultur, han sagde USA manglede.

Det blev dog aldrig rigtig til noget. Faktisk er 'Face/Off'-stjernen kun set på slottet én gang siden slutsedlen blev underskrevet, og nu er den herskabelige bolig skudt af igen. Cage har solgt til en tysk advokat, oplyser borgmester Roman Berrfra den nærliggende by Etzelwanger.

Selv om skuespilleren ikke længere er slotsherre i Sydtyskland, har han stadig en betydelig ejendomsportefølje. Cage ejer blandt andet boliger i Los Angeles, New Orleans og New York, ligesom han har et enkelt slot tilbage - det 300 år gamle Midford Castle uden for Bath i England.