Johnny Hansen har fundet kærligheden 13 måneder efter sin kone Helles selvmord. Og det er ikke populært blandt Johnny Hansens mange fans.

Ifølge ugebladet Se&Hør har der på sondagsavisen.dk's debatsider føget med hårde ord om den 44-årige musikers nye romance med den 38-årige Gitte Mortensen fra Fyn, der er sket for tidligt efter Helles død i manges optik.

- Hvis det var mig, der havde mistede min elskede, ville jeg ikke kunne finde en ny så hurtigt. Føj for satan, Johnny. Skam dig og tænk på dine døtre, skriver en bruger på siden med henvisning til Johnny Hansens døtre på 17 og 13 år.

- Er der ikke noget om, at han ligefrem har skrevet en bog om sin store lidelser omkring konens død, som han åbenbart så overraskende hurtigt er kommet sig over? spørger en anden på siden.

Andre fans begræder det nye forhold på en noget anden måde.

- Efter at han er blevet forelsket, er der dog kommet et minus ved at gå til koncert med Johnny, for i alle de år vi har vi har fulgt ham, har vi altid kunnet få hans autograf på vores bare bryster, når vi har blottet dem. Men det vil han ikke mere. Det har han ellers aldrig haft noget imod, bedyrer Heidi og Lis, da Se&Hør møder dem til Kandis-koncert sidste weekend.

Johnny Hansen blev gift med Helle Bekhøj tilbage i 1995. Hun begik selvmord i familien sommerhus i Vestjylland i december 2008.