Borgmester: Katastrofe at Jussi flytter

Truer med at trække berømt karakter ud af kommune efter kontrovers

Allerøds borgmester kalder det en katastrofe, at succes-forfatteren Jussi Adler-Olsen truer med flytte

I et interview med B.T. søndag truede den 61-årige Jussi Adler-Olsen med at trække sig selv og sin berømte karakter Carl Mørck ud af Allerød efter kontrovers med kommunen.

Jussi i krig med kommunen: 'Jeg er nødt til at flytte'

Gennem længere tid har Allerød-forfatteren Jussi Adler-Olsen forsøgt at forene privat- og arbejdsliv på én adresse i sin hjemkommune. Men først nægtede kommunen at lade ham bygge til hans nuværende hus, og siden har den nægtet ham at købe en passende ejendom og omgøre den til kontor.

Beslutningen er taget i kommunens Plan- og Teknikudvalg, men den huer bestemt ikke den konservative borgmester Erik Lund, der allerede set ubetalelig PR i den kommende filmatisering af Jussis Afdeling Q-bøger, hvis hovedperson politikommissæren Carl Mørck bor i netop Allerød.

- Jeg synes, at det er en katastrofe for kommunen, at Jussi flytter. Jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, at Carl Mørck ikke skulle bo i Rønneholtparken længere. Jussi står for et stykke kultur i Allerød, som jeg synes, vi skal strække os langt for at værne om, siger Erik Lund til bt.dk

- Men det er udvalgets beslutning, og det er nu engang flertallet, der bestemmer, som han siger.

Problemet er, at de ejendommen, Jussi har haft kig på, er beregnet til bolig - ikke erhvervsejendom, som Jussi juridisk set vil drive. Og man omdanner ikke sådan lige en velfungerende bolig, som det hedder, til erhvervsejendom. Det er en glidebane, mener et flertal i byrådet. Kan der så eksempelvis flytte en lægepraksis ind i naboejendommen? lyder det retoriske spørgsmål fra byrådet.

Men borgmester Erik Lund synes, at den slags spørgsmål skal ses i forhold til, hvad der skal drives på matriklen. Og ret beset vil Jussi Adler-Olsen egentlig bare gerne have tilladelse til at sidde og skrive i det hus, hvor han også bor - med et par ansatte til at assistere ham. Og disse tæller foreløbigt kun hans hustru og en nyansat PR-ansvarlig.  

- Jeg synes, at det er smadder ærgerligt, at man ikke ser nærmere på den konkrete sag. Jeg håber stadig på, at vi kan finde en løsning, siger Erik Lund, der ikke lader sin begejstring for Allerød-forfatteren skjule og går så langt som at hive et råd op af baglommen.

Det lyder: Køb den ejendom, du har kig på, Jussi. Men lad det stå ubeboet i seks uger. Herefter har kommunen nemlig pligt til at finde en lejer, og kan den ikke det, er det muligt at søge og omdanne boligen til erhvervsejendom, forklarer borgmesteren.

- Jeg håber, at Jussi vil tænke sig om en ekstra gang og give det en chance til, lyder bønnen fra borgmesteren.

Læs også: