Birthe Kjær var hyret som en 'joke' til en fødselsdag. Det blev for meget for dansktop-sangerinden.

Birthe Kjær har ikke altid vidst, om hun var kult eller kitsch, når hun blev hyret til ungdomsfester som Skive Beachparty og festivaler. Var de fans, eller tog de gas på hende? har hun ofte spurgt sig selv, skriver hun i sin nye bog ’Birthe Kjær – Længe leve livet’.

Og en aften i et forsamlingshus er det sidste desværre tilfældet. Hun er hyret for at synge ved en højskoleforstanders 50-års fødselsdag.
 
Fødselaren aner intet om Birthe Kjær. Det er konen, der har hyret Birthe, og hun er aftenens overraskelse. Men ikke af den positive slags, viser det sig.

- Jeg stod ude bagved og lyttede med, da hun i sin præsentation af mig fortalte gæsterne, at hendes mand altid havde været til grin i vennekredsen, fordi han kunne lide Birthe Kjær og den slags musik, men nu skulle han få den ægte vare, fortæller Birthe Kjær i bogen.

- ’Er det mig, hun taler om?’ tænkte jeg. ’Står hun virkelig og præsenterer mig som en joke?’ Jeg synes, det var nedladende og taktløst. Hvis jeg ikke havde været så pligtopfyldende, var jeg helt sikkert bare gået min vej, skriver hun.

Så kommer ’jeg-skal-vise-dem’ op i hende, og hun beslutter sig i stedet for at give sin optræden hele armen.

- ’Jeg skal vise dem’, tænkte jeg og brugte alle de kneb, jeg kendte, bl.a. ved at tage de mest populære sange og gå rundt blandt gæsterne med mikrofonen for at få dem til at synge med. Det viste sig sjovt nok, at de udmærket kunne teksterne. Hele selskabet tøede op. Fødselaren var glad og lykkelig. Og jeg kom igennem mine 45 minutter med skindet på næsen og æren i behold.

’Birthe Kjær – Længe leve livet’ udkommer tirsdag