Den bedste ishockeyrække har aldrig været stærkere og tættere, mener Gentofte-træner Karsten Arvidsen.

Gentofte. Det ligger fast, at Aalborg vinder ishockeyligaens grundspil. Det står også klart, at Herlev og Rødovre er de to hold, der må gå på tidlig sommerferie på tirsdag, når grundspillet er slut.

Inden de sidste to spillerunder fredag og tirsdag samler opmærksomheden sig primært om, hvem der besætter den sidste plads i top-4 og får fordel af at starte på hjemmebane i kvartfinalerne.

Det kan næsten ikke være tættere inden næstsidste spillerunde fredag aften: Esbjerg, Herning og Gentofte har alle 70 point, mens Sønderjyske ligger lige efter med 69.

- Det har været tæt hele sæsonen. Det bliver spændende til sidste spillerunde. Det er godt for dansk ishockey, at det er så tæt, og der venter et spændende slutspil, siger Gentoftes cheftræner, Karsten Arvidsen.

Gentofte tager fredag aften imod Rungsted hjemme i Gentofte Skøjtehal, hvor holdet er en magtfaktor.

Men selv om Gentofte henter dobbelt så mange point hjemme som ude, advarer træneren imod at overvurdere fordelen ved at indlede kvartfinalerne på egen is og eventuelt få hjemmebane i en afgørende syvende kamp.

- Som resultaterne har været, tror jeg ikke på, at det har den helt store betydning. Det bliver ikke kvartfinaler, hvor det ene hold er meget bedre end det andet.

- Slutspil er slutspil, og det er en helt anden turnering. Der skal nogle andre præstationer til. Derefter kan da godt være, at der er nogle få procent at hente ved at have hjemmebane, lyder det fra Arvidsen.

Mens Herlev og Rødovre allerede ved nytårstid var hægtet af, har de resterende otte hold udkæmpet en drabelig kamp om placeringerne indbyrdes i top-8.

- Det er den stærkeste liga, der nogensinde har været i dansk ishockey.

- Niveauet hos de danske spillere kombineret med de udenlandske spillere, der er kommet ind, er på en højere hylde i år, siger Karsten Arvidsen.

Mens hans Gentofte-hold altså møder Rungsted, skal to af konkurrenterne om fjerdepladsen møde hinanden, når Sønderjyske tager imod Herning fredag aften.

Den sidste top-4-bejler, Esbjerg, skal en tur til Aalborg og møde grundspilsvinderne på udebane.

/ritzau/