Hun har i årevis haft en mening om ALT men forfatteren opdagede, at de knivskarpe holdninger spændte ben for hende selv og det virkelige liv. Nu har hun droppet den offentlige debat og føler sig fri – også til at tale om sin mors død.
I årevis har hun haft en mening om ALT – fra parcelhuslykke til moderskab og mænd i bar overkrop. Men forfatter Leonora Christina Skov opdagede, at de knivskarpe holdninger spændte ben for hende selv og det virkelige liv. Nu har hun droppet den offentlige debat og føler sig fri – også til at tale om sin mors død.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om Leonora Christina Skovs liv som forfatter og debattør og tabet af sin mor.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
I årevis har hun haft en mening om ALT – fra parcelhuslykke til moderskab og mænd i bar overkrop. Men forfatter Leonora Christina Skov opdagede, at de knivskarpe holdninger spændte ben for hende selv og det virkelige liv. Nu har hun droppet den offentlige debat og føler sig fri – også til at tale om sin mors død.
Regnen siler ned fra en trist, grå himmel. Indenfor høres aggressive og hurtige klik-lyde fra tastaturet. Leonora Christina Skov er på skriveophold i Sankt Petersborg. Egentlig skulle hun skrive på sin kommende roman, ’Førsteelskeren’. I stedet er hun i fuld gang med at forsvare debattør Anne Sophia Hermansen i en online-diskussion om blogfænomenet ’Bitterfissen Bethany’.
»Det var i november 2011. Debatten rullede, og jeg brugte alt min tid på at debattere. På et tidspunkt vågnede jeg op og tænkte: ’Hvad er det, jeg sidder og diskuterer? Jeg kender ikke engang Anne Sophia Hermansen. Hvorfor bruger jeg dage på det her?’«
Med de omsiggribende debatter og sylespidse holdninger lagde hun afstand til virkeligheden. Men i virkeligheden savnede Leonora Christina Skov tid til fordybelse i sit forfatterskab og tid sammen med familien. Især hendes mor krævede hendes opmærksomhed. I 2003 fik moderen konstateret brystkræft, hun gennemgik diverse behandlinger og blev erklæret rask. Men i 2010 fik hun et tilbagefald.
»I starten af 2012 slettede jeg min Facebook-profil. Det karambolerede med min mors kræftsygdom. Jeg syntes, det hele blev forlorent, at jeg sad der og lagde pæne billeder ud, mens mit liv i virkeligheden handlede om, at min mor skulle i kemo. Det hang ikke sammen. Men jeg frygtede, at folk ville glemme mig, og at jeg ville gå glip af noget, hvis jeg ikke var aktiv online. Men hellere glemmes end at fortsætte. I dag tænker jeg, at jeg mere gik glip af noget i virkeligheden.«
Mor døde i går
Leonora Christina Skovs seneste roman, ’Hvor intet bryder vinden’, udkom den 28. april. To dage efter udgivelsen sidder vi i den herskabslejlighed på Frederiksberg, hvor hun bor sammen med sin kone, videnskabsjournalist Annette K. Nielsen. To dage, hvor livet er vendt op og ned for Leonora Christina Skov. Hun holder en kort pause i talestrømmen. Den karakteristiske røde mund, som smiler en del mere end forventet på baggrund af hendes mange skarpe debatindlæg, tøver kort.
Så siger hun: »Hun døde i går.«
»Det er jeg virkelig ked af at høre.«
»Det er jeg også.«
»Jamen, du skulle da have aflyst interviewet.«
»Nej, det skulle jeg ikke. Min mor ville have sagt, at jeg skulle gennemføre.«
Leonora Christina Skov vidste godt, hvor det bar henad.
»Mens jeg skrev på bogen, har jeg fulgt min mor hele vejen gennem behandlingerne.«
Når hun ikke befandt sig i udlandet, var hun i tæt kontakt med forældrene. Det var hende, der undersøgte de mange forskellige behandlingsformer. Hende, der vidste, hvilke bivirkninger der kunne opstå.
I dagene op til bogudgivelsen tog sygdommen til, men familien ville ikke fortælle hende, hvor galt det var. Den 28. april skulle være hendes dag.
»De ville ikke ødelægge det for mig. Min mor syntes, at bogen var vigtig. Derfor vidste jeg ikke, hvor slemt det var på udgivelsesdagen. De ringede til mig kl. halv ni om aftenen og sagde, at jeg skulle skynde mig.«
»Jeg er glad for, at hun nåede at se bogen og de første anmeldelser. Hendes navn står på takkelisten. Det er virkelig fint, at hun er med på den måde.«
Hun smiler et lille smil, hvor den venstre mundvig kommer mest til sin ret. Det halvlange, mørkbrune hår omkranser ansigtet, neglene matcher de røde Chanel-læber. På øjenlågene danner farverne bronze og brun en tydelig kontrast til de grå-blå øjne, der både har et åbent og nysgerrigt spil over sig, men også noget dybde, der er svært at placere.
Familie og venner
Leonora Christina Skov er enebarn. Hun voksede op i et parcelhuskvarter i Helsinge uden for Hillerød. Hendes far havde en ledende stilling i Danmarks Radio, mens moderen var økonoma. Selv om Leonora Christina Skov beskriver forholdet til forældrene som tæt, var der en periode, hvor de ikke havde meget kontakt.
»Det er vigtig for mig at have nære venner, måske fordi jeg i nogle år ikke havde så meget kontakt til mine forældre. Jeg følte, at jeg skulle skabe mit eget. Jeg kommer fra en meget traditionel baggrund, hvor man bor i parcelhus og skal have en uddannelse. Jeg tror ikke, mine forældre syntes, at litteraturvidenskab var et fedt valg. Jeg følte mig meget alene med at ville noget andet, end de fleste. Danmark er et land, hvor folk gerne vil være sikre og føle sig trygge. Den vej, jeg gik, er ikke tryg på nogen måde.«
Et like-like liv
Den forrige af Leonora Christina Skovs romaner udkom i 2012 og blev, ifølge forfatterinden selv, ikke nogen anmeldersucces. På det tidspunkt var hun stadig aktiv på Facebook og havde gået i troen på, at alle de mange fans, hun havde dér, ville købe bogen. Det gjorde de ikke.
»Jeg kunne ikke forstå det. Kunne de ikke lide mig alligevel? Jeg blev ved med at fokusere på, hvad de mente om mig. Jeg fik det dårligere og dårligere med mit liv. Jeg brugte uforholdsmæssigt meget tid på at spekulere og sammenligne mig med andre på Facebook. Jeg syntes, deres liv var federe, selv om jeg godt kunne se, at det var en retoucheret udgave. Det var et like-like liv.«
Det er næsten tre år siden, at hun slettede sin Facebook-profil og trak sig fra debatten.
»Jeg kan stadig have offentlige meninger. Men jeg er stoppet med at debattere aktivt. For jeg kunne se, at de emner, jeg tog op, ødelagde ting for mig selv – i forhold til mine bøger. Der blev mindre og mindre, jeg kunne skrive om. Hvis jeg f.eks. skrev om en ond mor, ville folk sige, at det er, fordi hun hader mødre. Skrev jeg om en idiotisk mand, ville folk sige: ’Det er fordi, hun er en sur, lesbisk feminist’,« siger Leonora Christina Skov.
»Det var som om, at de ting, jeg sagde i debatform, kom til at være sandheden om mine bøger. Når det kommer til mine bøger, rammer man en knap hos mig. Jeg føler lidt, at mine bøger er mine børn, dem kan jeg ikke stå i vejen for.«
At sammenligne sine bøger med børn er nærliggende. For Leonora Christina Skov har valgt ikke at få børn. I stedet har hun fyldt sit liv med rejser – og med at skrive.
»Jeg husker mit liv ud fra, hvornår mine bøger udkommer, hvor andre husker deres efter, hvornår deres børn blev født,« Leonora Christina Skov. Hun ler og fortsætter:
»Jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke har fået børn, men jeg havde en meget stor krise, da jeg begyndte at skrive om det. Alle mine venner havde børn. Så man står lidt dér og føler sig mærkelig med sin mangel på lyst og tænker: ’Er det mig, der er noget galt med?’«
Den diskussion rullede også på Facebook: For kommer man til at fortryde ikke at få børn? Ender man med at blive ensom?
I dag er hun ikke i tvivl om, at svaret er: ’Nej.
Leonora Christina Skov rejser meget. Mange af rejserne er i selskab med hustruen, Men ofte rejer hun med sig selv – for at skrive. Så tager hun på såkaldte residencies – legatophold for kunstnere overalt i verden. Hendes nye bog er bl.a. skrevet i Shanghai, Skotland, Paris, Schweiz, Athen, Phnom Penh og Addis Ababa.
George Clooney kommer
Et af opholdene var på kunstnerresidenciet Swatch Art Peace Hotel i Shanghai, hvor hun i fire måneder boede i ’fuldstændig overdreven luksus’ sammen med 16 andre kunstnere.
»Inden jeg søgte legatet, havde jeg set, at George Clooney sad i udvælgelseskomiteen. Jeg troede lidt, det var en joke, men en dag stak en fransk kunstner hovedet ind og sagde: ’George kommer’.«
Hele hotellet panikkede, mens de ventede på, at Hollywood-legenden skulle gøre sin entré. Men først efter to timer indfandt han sig ved Leonora Christina Skovs dør.
»’I’m George’, sagde han og rakte mig hånden. Det føltes som om, mit tv talte til mig. ’I’m Leonora’, sagde jeg. Han nikkede. ’I know, I saw your application. You attached a photo’. Yeah right – he did. Vi snakkede måske sammen et kvarter, hvor han bl.a. fortalte, at det var ham, der havde fået forfattere ind på stedet. Derefter fik jeg lov til at tage en selfie med ham – efter ordre fra min mor,« ler Leonora Christina Skov.
»Jeg er sammen med en kvinde, men jeg er nok i virkeligheden bare til dem, jeg har det godt sammen med. Jeg kan da sagtens synes, at en mand er flot, og jeg synes f.eks. også George Clooney er en flot mand og god smag i kvinder, har han også,« ler Leonora Christina Skov højt.
Leonora versus Christina
En nøgle rasler i døren. Ind ad bagdøren til køkkenet træder Annette. Hun smiler lidt træt ovenpå de sidste to døgns begivenheder. Først bogudgivelse – så sygehuset.
»Hej Christina. Eller Leonora Christina – jeg kommer altid til at sige Christina,« forklarer hun, men hun sætter indkøbsposer på køkkenbordet.
Leonora Christina Skov er egentlig døbt Christina Skov. Men da hun var 21 år, tog hun navneforandring og fik Leonora med på dåbsattesten.
»Da jeg flyttede hjemmefra, skiftede jeg navn. Det var et forsøg på at få et nyt liv og skabe min egen person. I de perioder, hvor jeg har følt mig meget udskældt, har det især givet god mening – for dér har det været Leonora, det gik ud over – ikke Christina.«
Samme år, som hun skiftede navn, sprang hun også ud som homoseksuel. Hun havde fået nyt mod på livet og ville forfølge sine drømme. En af drømmene var at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet og at blive forfatter. En drøm hun havde haft, siden hun var syv år gammel. Men forældrene mente, at det med at skrive var noget, hun kunne gøre i sin fritid. For man kunne ikke leve af at være forfatter.
Den slags kommentarer kunne bringe Christina i tvivl, men ikke Leonora.
»Man kan forme sit liv, som man vil. Det er jo ens eget liv,« siger hun bestemt.
Pyntesyg
Ved køkkenbordet fumler Annette K. Nielsen med en pakke.
»Det er sko. Jeg elsker at købe sko,« siger Leonora Christina Skov.
Ud af pakken dukker et par sølvglitrende ballerinaer med en stor sølvkugle.
»Er de ikke flotte,« siger hun begejstret.
Hjemmet afslører, at hun elsker det farvestrålende og markante. I stuen er der bøger fra gulv til loft, hyggelige skåle, krukker og en enkel Buddha i vindueskarmen, i gangen dominerer en skohylde, hvor sko pænt og ordentligt er stillet frem – blå, gule, røde, grønne.
»Jeg elsker farver og nips, og jeg holder af at være i mit hjem, selv om jeg også elsker at rejse. I bund og grund, holder jeg nok allermest af at være alene og skrive. Der er den ene del af mig, som gerne vil være i fred, skrive og trække sig tilbage, og så er der den anden del, der gerne vil mene alt muligt.« siger hun.
»De to sider kan næsten ikke eksistere side om side. Man kan ikke skrive bøger og debattere samtidig. Det vidste jeg ikke, da jeg var yngre. Det var svært at lægge debatten fra sig, man bliver jo opslugt, når man får folk op af stolene. Det er et rush på en eller anden måde, som man godt kan leve på et stykke tid. Men for mig er det også drænende. Jeg er nok for introvert til at synes, at det er fedt i længden. Jeg har brug for at trække mig tilbage og lade op f.eks. ved at shoppe sko på nettet.«
Kærlighed
Der er en aldersforskel på 22 år mellem Leonora Christina og Annette K. Nielsen. De har dannet par i 12 år.
»Vi fandt sammen, da Annette var 49 år, og jeg var 27 år. Hun var redaktør på et webtidsskrift, som jeg skrev for. Jeg har aldrig tænkt over aldersforskellen, men det er da klart, at den dag hun er 80 år, kan vi nok ikke rende rundt i bjergene mere, men så må vi jo tage nogle andre steder hen – man indretter sig vel efter hinanden.«
De hjælper hinanden. Annette K. Nielsen er f.eks. altid den første, der læser Leonora Christina Skovs bøger. Som redaktør er hun den bedste til at fortælle, hvor bogen skal strammes op. Men hun var også god til at holde balancen i de debatter, hvor Leonora Christina Skov kunne finde på at tabe hovedet.
»Da jeg var en meget aktiv debattør, spurgte jeg ofte Annette, om hun ville læse mine tekster. Ofte syntes hun, at mine indlæg var lige vilde nok. Så kunne hun finde på at strege i dem og sige: ’Nej, vi skal ikke have, alle på Forfatterskolen til at blive sure på os’. Man behøver ikke fornærme alle på én gang. Det er ellers sådan noget, jeg er ret god til, og som jeg synes er sjovt.«
Selvom hun har lagt debatterne bag sig, savner hun jævnligt det rush, de kastede af sig. Kontrasten i hende er tydelig. På den ene side har hun lyst til at være på. At give udtryk for sine meninger. På den modsatte side har hun lyst til at trække sig tilbage. Være alene og fordybe sig i sit forfatterskab. Hun har valgt det sidste.
»Jeg er 100 pct. gladest, når jeg er alene og skriver. Jeg kan ønske, at jeg var anderledes. At jeg var sådan én, der fik energi af at være sammen med andre mennesker, men jeg lader op alene. Jeg elsker at fordybe mig. Jeg er lidt nørdet.«
Interviewet er slut. Diktafonen slukket. Men snakken fortsætter.
»Leonora Christina er sødere, end man tror,« har hendes kone sagt.
Hun har ret. Leonora Christina Skov er kendt som kvinden med den skarpe tunge, der ikke er bange for at råbe op i medierne. Men de skarpe kanter er blevet rundere.
Samtalen slutter, hvor den begyndte – med hendes mor. Begravelsen er på tirsdag.
Vi snakker lidt om liv, død og bedemænd. Leonora Christina Skov rummer det hele – også sin mors død. Men sorgen er der – i dybden i de grå-blå øjne – selv om den røde mund smiler.
