Sandra Toft må ikke spille med sin special-fremstillede rugby-hjelm, når hun ventes at gøre comeback i weekendens Champions League-kamp for sin klub Larvik efter sin voldsomme hjernerystelse.

Målmanden undrer sig over, at det internationale håndboldforbund har den regel, skriver DR Sporten.

»Jeg ved ikke, hvorfor de har den regel. Det synes jeg er lidt mærkeligt, men det er nu engang sådan, det er,« siger Sandra Toft til DR Sporten og fortsætter:

»Hjelmen giver mig tryghed. Når kampen først begynder, kommer jeg ikke til at tænke over det. Men får jeg nu bolden i hovedet et sted, hvor hjelmen kunne have været, er det da ærgerligt.«

Sandra Toft fik i overført betydning en ordentlig én på hjelmen, da Danmark mødte Rumænien ved EM i Danmark i december. Superstjernen Christina Neagu hamrede en bold af sted, som ramte målmanden i hovedet, og derfor pådrog hun sig sin anden hjernerystelse i karrieren.

I Interviewet fortæller hun desuden, at hun er i bedring, og at symptomerne bliver mindre og mindre for hver dag, der går, og det er også gode nyheder for landsholdet, der skal ud i EM- og OL-kvalifikation til marts.