Landstræner Jan Pytlick i højt humør efter hans håndboldkvinder med fire-måls-sejr over Polen erobrede VM-bronze.

Det var en glad og lettet Jan Pytlick, der mødte dansk presse efter hans landsholdskvinder havde vundet bronzekampen ved håndbold-VM i Serbien 30-26 over Polen.

- Jeg er sindssygt glad. Langt om længe er min og spillernes medalje-forbandelse brudt, sagde landstræneren og henviste både til, at bronzen er holdets første medalje-erobring ,siden man vandt sølv ved EM 2004 i Ungarn, og at han fire gange ved EM og VM har stået over for lignende opgaver - og tabt.

- En gentagelse her i Beograd havde ikke været spor sjov. Jeg håber, at bronzen giver mig arbejdsro. Men man kan jo aldrig vide, sagde Jan Pytlick med slet skjult hentydning til den voldsomme kritik, som han efter hjemkomsten fra sidste års alt andet end hæderfulde præstation ved OL blev overdænget med fra mange sider i den danske håndboldverden.

Men selvom det blev til dansk bronze er Jan Pytlick ikke urealistisk.

- I dag har jeg armene oppe. Det er jo altid skønt at vinde en medalje. Men fra i morgen tager jeg sammen med pigerne arbejdshandskerne på igen. Der er meget, vi skal have forbedret i vores spil, hvis vi også ved EM næste år og OL i 2016 igen skal spille med om medaljer. Jeg fastholder den vej, vi sidste år besluttede, at vi går, og jeg tror på, at den vil give os mest succes, sagde Jan Pytlick.

Efter bronzekampen lagde han ikke skjul på, at han var utilfreds med den måde, hans tropper spillede på i første halvleg.

- Vores forsvars- og angrebsspil hang jo slet ikke sammen, sagde Jan Pytlick, der til gengæld glædede sig over det danske spil efter pausen.

- Det var vores bedste halve time i hele turneringen. Stor ros til Kristina Kristiansen. Hun var fantastisk, sagde Jan Pytlick.