Brandvarme Spellerberg: Noget af det bedste jeg har spillet

Bo Spellerberg er lige nu i en klasse for sig selv i den danske håndboldliga. Den rutinerede spiller banker mål ind på stribe og er i sit livs form. Og det sker i en tid, hvor han har haft privat modgang uden for håndboldbanen.

Spellerberg er nemlig blevet skilt fra Louise Svalastog, ligeledes håndboldspiller og tidligere landsholdsprofil, efter 11 års samliv.

Men omvæltningerne på hjemmefronten har altså tydeligvis ikke påvirket Bo Spellerbergs præstationer. Så sent som onsdag scorede han 10 gange mod Skive. Efter otte kampe topper han suverænt topscorerlisten i ligaen med 55 mål. Og har i øvrigt leveret ligeledes rekordhøje 40 assist.

Den overbevisende offensive indsats er da også blevet belønnet med en landsholdsplads af Ulrik Wilbek, som ellers droppede Spellerberg, da han udtog sin EM-bruttotrup i maj.

Privatlivet og skilsmissen vil Bo Spellerberg ikke snakke om, men han vil til gengæld gerne fortælle om sin aktuelle håndboldform.

- Det er vel nok noget af det bedste, jeg nogensinde har spillet, konstaterer Spellerberg, som forklarer sin storform med et skadesfrit forløb.

Tophold hentede sikre sejre i Håndboldligaen

- Jeg har aldrig været så fysisk fit, som jeg er nu, og det kan jeg virkelig mærke. Der er mere, der er begyndt at lykkes for mig. Siden vi sluttede sidste sæson, har jeg haft en fornuftig træningsperiode og fået styrketrænet meget. For to år siden havde jeg problemer med min lyske, og sidste år var det så min skulder, den var gal med. Og det betyder, at jeg ikke har trænet ordentligt, men det har jeg kunnet gøre nu, og det betyder meget. Nu er min skulder blevet trænet op, og det har gjort mit skud klart bedre, siger Spellerberg.

Nu er Spellerbergs mission så at fortsætte den gode stime i KIF, der har gjort rent bord i denne sæson – bortset fra en udebanekamp i Champions League mod Kiel – og overbevise landstræner Wilbek om, at han er berettiget til en plads i EM-truppen.

- Jeg har prøvet meget i min karriere efterhånden – også landsholdsmæssigt – men det ville være rigtig fedt at få det med. Ikke at jeg siger, jeg ville stoppe efter EM. Men det var i hvert fald rigtig sjovt at spille i VM i Sverige i 2011, så jeg ville gerne prøve at være ’helt’ på hjemmebane, siger han.

Overrasker det dig, at du er inde i varmen igen, efter Wilbek sorterede dig fra til bruttotruppen?

- Jeg har altid syntes, jeg har haft noget at bidrage med. Så har det jo bare handlet om også at overbevise Ulrik om det. Han mente ikke, jeg var god nok og farlig nok, da vi snakkede sammen i maj. Og det måtte jeg jo tage til efterretning. Jeg måtte træne godt og spille godt. Og jeg har hele tiden vidst, at det var en spændende sæson for KIF med liga og Champions League, som ville være et godt udstillingsvindue, for der skal DR jo sende vores kampe (i Champions League, red.). Så jeg har vidst, at jeg nok skulle få mulighederne for at vise, hvad jeg kan, siger Spellerberg.

Og nu får KIF-spilleren altså mulighed for at overbevise Ulrik Wilbek om, hvad han kan, når Spellerberg skal med landsholdet til Golden League i Oslo om to uger.

Læs også: