Rory McIlroy fejlede til sidst og har tre slag op til førstepladsen i European Tour-turneringen i Sydafrika.

Johannesburg. Rory McIlroy fejlede på vigtige tidspunkter i sin tredje runde i BMW SA Open i Sydafrika lørdag.

Dermed måtte den 27-årige nordirer se Graeme Storm holde sit forspring på førstepladsen i European Tour-turneringen i golf.

McIlroy gik sin tredje runde i 67 slag, men de fem slag under banens par kunne have været bedre, hvis ikke golfstjernen havde leveret et par bogeys til sidst.

Graeme Storm fra Storbritannien gik også dagen i 67 slag, og han topper dermed turneringen inden søndagens sidste runde.

Storm er tre slag bedre sammenlagt end McIlroy på andenpladsen efter tre dages golf, hvor nordireren har klaget over smerter i ryggen.

- Jeg er godt tilfreds. Jeg følte lidt ubehag tidligt, men fysioterapeuten fik mig ud at spille. Jeg lagde godt ud og spillede nogle gode bolde, og jeg gav mig selv rigeligt med chancer og tog nogle af dem midtvejs i runden.

- Det var en hæderlig score, men jeg føler, det kunne have været bedre, og afslutningen var skuffende, siger Rory McIlroy blandt andet om lørdagens runde.

Danske Jeff Winther gik lørdag i to slag under banens par, og det giver ham en delt 27.-plads.

Lucas Bjerregaard præsterede fornemt med en runde i 67 slag, og Bjerregaard spillede sig dermed frem på en delt 30.-plads.

Morten Ørum Madsen kunne ikke holde takterne fra fredag, og en runde i banens par placerer ham langt tilbage.