Efter 20 år er det slut: Anders Hansen har spillet sin sidste golfturnering.

Han skal ikke gribe ud efter golfkøllen. Han skal ikke lede efter sit boardingpas.

Mandag vågner Anders Hansen op til en helt ny tilværelse. Til et liv, hvor han efter to årtier ikke længere er professionel golfspiller.

»Hvordan er det at være mig lige nu? Jeg ved det ikke. Jeg tror, at der kommer til at gå lidt tid, inden det synker ind. Nu skal jeg ikke hver dag vågne og tænke på mit golfspil, på at blive bedre eller på at rejse et eller andet sted hen og i første omgang klare et cut. Nu skal jeg lidt ind på kroppen, hvad det betyder, at jeg ikke skal ud og spille golf,« siger Anders Hansen.

Søndag afsluttede den 45-årige dansker sin sidste turnering. Det blev til en 22.-plads i Portugal Masters. Sidste put sænkede han på Oceanico Victoria Golf Club i sin 420. European Tour-start .

Rørt til tåre

Herefter samlede Anders Hansen bolden op, tog kasketten af og krammede alle omkring sig: Spillere og caddier. Og var det en tåre, han tørrede væk fra venstre øjenkrog?

»Ja, det var det. Der gik så mange følelser gennem min krop. Det har der gjort hele weekenden, men jeg har jo skulle holde dem tilbage, for jeg havde en golfturnering at koncentrere mig om. Der har været så mange tanker i det seneste stykke tid, fordi jeg har taget beslutningen for længe siden: Så det har næsten gjort det endnu sværere,« siger Anders Hansen, der endnu ikke ved præcist, hvad fremtiden byder på.

Han har givet sig selv et halvt år til, at få det på plads. De mange millioner, der er trillet ind på kontoen gennem årene giver ham ’frihed til selv at tage et valg’. Nærmere vil han ikke komme ind på det nu.

Og bare for at slå fast: Han kunne godt have spillet videre:

»Men jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor der var flere ting, der talte for at stoppe end for at fortsætte, hvis der skulle være balance i livet,« siger Anders Hansen.

Allermest vil han savne de danske kollegaer på Touren – og samtalerne ’om alt mellem himmel og jord’. Han vil slet, slet ikke være ked af at undvære de lange timer i lufthavnene og savnet til familien. Karrierens sportslige højdepunkter ligger gemt i de tre turneringssejre, mens han selv summerer de 20 år op således.

»Jeg har formået hele tiden at holde snuden i sporet, så jeg synes egentlig, at jeg er kommet godt igennem så mange år. Jeg stopper, fordi jeg selv vælger at stoppe og ikke, fordi spillet vælger at stoppe for mig. Det er altså mange år med at have levet af golf-spillet. Det er jeg faktisk ret stolt af,« siger Anders Hansen.