Kevin Magnussen har i denne uge besøgt Haas-teamets hovedkvarter i USA, hvor Formel 1-fabrikken drives sammen med amerikanernes Nascar-team.

Og netop Haas' engagement i den amerikanske Nascar-serie er ikke gået Kevin Magnussen forbi, og han skulle efter eget udsagn have 'fisket' efter muligheden for en test i en af de høj-potente Nascar-biler.

Men den mulighed kan Kevin Magnussen godt glemme alt om indtil videre, slår Haas-bossen Günther Steiner fast.

Kevin Magnussen og teamkollegaen Romain Grosjean skal udelukkende fokusere på at køre Formel 1.

»Lige nu skal vi fokusere på det, vi har gang i. Det handler som altid om, at du skal gøre det rigtigt eller lade helt være,« siger Günther Steiner ifølge NBC Sports.

»De her ting (Nascar-test, red.) kan man ikke bare gøre ved siden af på det her niveau. De er nødt til at være professionelle. Alle forbereder sig nu til sæsonen, og vi kommer til at se, hvordan vi kommer i gang. Herefter vil vi måske overveje det igen,« fortsætter Günther Steiner.

Teamchefen fortæller samtidig, at selvom Kevin Magnussen skulle få lov at køre en Nascar-test, så vil danskerens travle kalender nærmest gøre det umuligt at få sat tid af til.

»Det er så svært pga. de her fyres skema. Hvis vi går ind i noget, skal vi køre flere testkørsler. Men intet er gratis, og vi er nødt til at se på økonomien i det også. Men hovedårsagen til, at vi ikke fokuserer på det, er, at vi vil blive bedre i Formel 1,« siger Günther Steiner, som har et helt klart mål for Kevin Magnussen og Haas-teamet.

»Det sejeste for os vil være, hvis vi er gode i Barcelona (til testen, red.) og Australien (sæsonstart, red.). Det er det, vi helst vil,« fastslår Günther Steiner.