Nicolas Kiesa og Jan Magnussen er rystede over Michael Schumachers ulykke.

Mens den tyske Formel 1-konge, Michael Schumacher, i øjeblikket kæmper for sit liv på et hospital i Grenoble, strømmer støtte og sympati ind fra racerkollegaer fra hele verden.

Det samme er tilfælde i Danmark, hvor to tidligere danske Formel 1-kørere sidder og håber på godt nyt om Michael Schumachers tilstand. Det fortæller Nicolas Kiesa.

Det tidligere Minardi-kører erkender dog, at han efterhånden har lært at leve med dårligt nyt om venner og kollegaer. Selv kalder han det en indbygget mekanisme, der kommer med et liv, hvor faren for at komme slet tilskade ofte følger med.   

- Jeg har næsten ikke ord for det, men desværre har vi (racerkørere, red.) en tendens til at omgås ting, der er farlige, selv når vi ikke kører racerbil. Og nogle gange går det desværre bare galt, siger Nicolas Kiesa og fortsætter:

- Jeg dyrker selv motorcross nu, hvor jeg kan komme galt af sted. Så jeg har så småt indbygget en mekanisme, hvor jeg har lært at leve med, at folk omkring mig også kommer ret slemt tilskade. Men det er jo skrækkeligt, og jeg håber virkelig, at Schumacher kommer ud af det her uden varige mén.

Han husker selv sit første møde med verdens måske største racerkører gennem tiden på denne måde:

- Schumacher var den første person, der sagde noget til mig i Formel 1-feltet. Det skete på paradelastvognen før mit debutløb på Hockenheim. Han var rigtig flink og bød mig velkommen og spurgte, om jeg syntes, det var svært, husker Kiesa.  

Den alvorlige nyhed om Michael Schumachers skiulykke har også nået Jan Magnussen. Han kørte samtidig med tyskeren, da Jan Magnussen tørnede ud for McLaren og Stewart Ford-teamet i 90'erne.

- Det er frygteligt. Jeg ved dårligt, hvad jeg skal sige til det. Jeg tænker selvfølgelig meget på det. Men det er nogle gange de ting, der sker, når man laver de ting, han gør, siger Jan Magnussen.

Han anser Michael Schumacher som en af Formel 1-sportens største. Et ikon, der ændrede sporten.

- Han satte standarten for, hvilken tilgang du som kører skal have til Formel 1. Han ændrede sporten i forhold til alt det hårde fysiske arbejde, der ligger bag. Jeg ved også, at der er mange unge kørere, der i dag bruger ham som de bedste eksempel, siger Jan Magnussen og henviser til sin søn Kevin Magnussen, der debuterer for McLaren i den kommende sæson.