Når du skal købe dagligvarer fremover, kan du roligt lade dankortet blive i pungen. Mobilbetalingen er på vej.

København: Hvis du har en smartphone, vil du fremover kunne bruge den til at betale for dine dagligvarer i supermarkedet.

I løbet af efteråret kan Coops 1,6 millioner medlemmer betale med det mobile dankort i Coops 1200 butikker i Danmark, hvilket vil sige i SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta, Kvickly og Irma, hvor flere end 5000 betalingsterminaler vil stå klar til at modtage den trådløse betaling fra kundernes telefoner.

Teknologien til mobilbetalingen er allerede klar, og alle danske butikker med dankortterminaler har i princippet mulighed for at indføre mobilbetaling nu.

For at betale med mobilen skal man blot holde telefonen frem mod butikkens terminal, og så kan du både lade kontanter og dankort ligge i pungen, fortæller Jeppe Juul-Andersen, senior vice president og ansvarlig for dankort hos Nets.

- Det er den samme hurtige og nemme måde at betale på, som vi kender fra de kontaktløse kort. Fra nu af kan du til gengæld bare lade kortet blive derhjemme, siger han.

- Det åbner for en hel masse muligheder. Du kan trykke din pinkode på telefonen, og du kan modtage og gemme kvitteringer direkte på din app, udtaler Jeppe Juul-Andersen fra Nets til Ritzau Fokus.

Ved beløb på over 200 kroner skal man dog trykke en kode på telefonen for en sikkerheds skyld, lige som det allerede er tilfældet med kontaktløse betalingskort.

Når kunderne skal betale med mobiltelefonen i Coops butikker kræver det, at man downloader en app, men ifølge koncerndirektør i Coop, Jan Madsen, bliver det enkelt og uproblematisk at benytte sig af mobilbetalingen.

- Vi vil lave en bekvem løsning, der er så nem og enkel, at den kan leve fuldt ud op til dankortet, og måske endda være mere enkel end dankortet, siger Jan Madsen.

Mobilbetalingen kommer ikke til at erstatte hverken kontanter og kortbetaling fuldstændigt i første omgang, men den tråd- og kortløse betalingsform vil fremover blive mere og mere udbredt.

- Der er ikke tale om en prøveperiode til efteråret. Mobilbetaling er kommet for at blive, lyder det afsluttende fra Jan Madsen, koncerndirektør hos Coop.

Fakta om mobilbetaling:

- Det er allerede muligt at betale med app'en MobilePay i flere butikker.

- Coop vil integrere kundernes medlemskort med mobilbetalingen, så man ikke behøver at vise sit Coop-kort ved betalingen for at optjene rabatter og lignende.

- Mobilbetaling bliver muligt fra alle typer smartphones, der kan downloade en app.

- Dankortet vil blive lagt over på en såkaldt "digital tegnebog" på mobiltelefonen, som fremover vil kunne indeholde en lang række betalings- og medlemskort.

- Du vil blive bedt om at indtaste din kode på fire cifre på telefonen, hvis beløbet overstiger 200 kroner.

Kilder: Nets og Coop

/ritzau/FOKUS