Lyons præsident Jean-Michel Aulas var rasende på PSGs svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic efter fransk topkamp søndag aften

Nyrige Paris SG har sendt sig selv til tops i den franske liga med en 1-0-sejr hjemme over Lyon. Men det er ikke det sportslige aspekt, der her efterfølgende fylder mest i Frankrig.

Det er Zlatan Ibrahimovic, der igen har stjålet opmærksomheden.

- Dejan Lovren blev massakreret, da Ibrahimovic med vilje placerede en fod i hans ansigt. Det var ikke kønt, siger Lyons præsident Jean-Michel Aulas ifølge den svenske avis Aftonbladet.

- Det er bevidst. Jeg har kigget på billederne bagefter, og hans reaktion viser, at det er med vilje, ellers reagerer han ikke sådan, siger Jean-Michel Aulas, der henviser til, at Zlatan Ibrahimovic efter den voldsomme episode ikke gik tilbage til Lyon-spilleren Dejan Lovren for at se, hvordan han havde det, da han rullede rundt i græsset.

Efter kampen havde Zlatan Ibrahimovic ikke lyst til at kommentere på episoden, hvor han angiveligt bevidst skulle træde sin modstander i hovedet. I stedet forlod Ibrahimovic Parc des Princes uden at stille op til interviews.

Med 1-0 sejren over Lyon er PSG nu i front af den bedste franske række Ligue 1. Og mens Lyons præsident havde travlt med at anklage den svenske angriber, så roste holdkammeraterne ham.

Især midtbanespiller Blaise Matuidi var glad for, at han kunne lukrere på Ibrahimovic' evner og pande et indlæg fra angriberen i mål til 1-0, som også blev afgørende.

- Jeg var så heldig at score, men vi skal takke Ibra. Han giver mig en gave, kan man sige. Han er en fantastisk spiller, en stor målscorer, men ikke kun det, sagde Blaise Matuidi således efter kampen.