Nederlaget til Swansea gør ondt på Liverpool-manager Jürgen Klopp, der kræver en reaktion fra sine spillere.

Liverpool. Liverpool tabte lørdag 2-3 på eget græs til bundproppen Swansea i Premier League.

Bagefter var Liverpool-manager Jürgen Klopp stærkt utilfreds med favoritternes måde at forsvare sig på.

- Forsvarsspillet ved alle tre mål var ikke godt nok, og det er en vigtig del af spillet, siger Klopp.

Efter en sløv, målløs første halvleg ændrede kampen karakter efter pausen med en fremragende Swansea-start på anden halvleg med to scoringer fra Fernando Llorente.

Først kunne spanieren samle nedfaldet fra et hjørnespark op og fra tæt hold prikke Swansea på 1-0. Et par minutter senere satte han panden på et indlæg fra højrekanten ved 2-0-målet.

Liverpools Roberto Firmino fik med to mål udlignet til 2-2, inden Gylfi Sigurdsson et kvarter før tid sikrede Swansea sejren på et kontraangreb.

- Jeg ved ikke, hvordan Llorente kunne få lov til at stå alene i målmandsfeltet ved det første mål.

- Omkring det andet mål accepterer jeg hovedstødet, men vi burde have dæmmet op for afleveringen.

- Alt gik galt ved det tredje mål - begyndende med vores reaktion på den lange bold, siger Jürgen Klopp.

Nederlaget til Swansea kan vise sig kostbart i Liverpools bestræbelser på at vinde mesterskabet. Holdet risikerer at komme ti point efter ligaens førerhold Chelsea, når 22. spillerunde er færdigspillet.

- Vi har tabt, og det skal gøre ondt. Det gør det også. Vi skal komme med en reaktion, siger Klopp.

- Jeg er ikke på udkig efter held, men det var tydeligt, at vi ikke havde særlig meget i dag, fortsætter han.

Chelsea, der søndag møder Hull, topper Premier League med 52 point. Liverpool har 45 point på tredjepladsen.

/ritzau/