I Swansea er spillerne glade for klubbens heftige aktivitet på transfermarkedet og ikke mindst udsigten til flere indkøb hen over sommeren.

Michael Laudrups Swansea har op til den nye sæson allerede brugt 67 millioner kroner på Jonjo Shelvey og den spanske trio Jordi Amat, Jose Canas og Alejandro Pozuelo.

Men klubben er stadig aktiv i sin spillersøgen, og flere walisiske medier skriver tirsdag, at man er tæt på at hente angriberen Wilfried Bony, der blev topscorer i Holland den forgangne sæson, for i omegnen af 100 millioner kroner. Det vil gøre den nuværende Vitesse Arnhem-spiller til klubbens klart dyreste indkøb nogensinde.

- Det er en hensigtserklæring at bruge 10 millioner pund (84,5 millioner kroner, red.) på én spiller, og jeg er sikker på, at det ikke bliver eneste store indkøb, siger klubbens midtbanespiller Leon Britton ifølge southwales-eveningpost.co.uk.

Den walisiske klub skal i den kommende sæson spille europæisk fodbold, når de indtræder i kvalifikationen til Europa League. Desuden håber man på igen at spille med om de europæiske pladser i den kommende sæson, og derfor skal truppen forstærkes.

- Det viser, hvor langt klubben er kommet, fordi vi ville aldrig have drømt om at spendere så mange penge på fire spillere for bare få år tilbage, siger Leon Britton, der har været i klubben siden 2002 med undtagelse af et år, hvor han var udlejet til Sheffield United.

Swansea er i disse dage på træningslejr i Holland, hvor angriberen Wilfried Bony på nuværende tidspunkt er på kontrakt hos Vitesse. Derfor tror flere medier, at den danske manager vil slå to fluer med et smæk ved at underskrive kontrakten med den hollandske ligas topscorer, mens han nu er i landet.