Liverpool nede i middelmådigheden efter 3-1 nederlag i Stoke.

Middelmådigheden fortsætter for Liverpool.

I Stoke tabte holdet 3-1 til hjemmeholdet efter en kamp, hvor Daniel Agger og co ellers fik den bedst mulige start med mål efter bare godt et minuts spil.

Men hverken den danske landsholdsanfører Daniel Agger eller hans forsvarskolleger havde nogen stor aften, og det udnyttede fighterne fra Stoke til hurtigt at bringe sig tilbage i kampen.

Det var Steven Gerrard, der bragte Liverpool foran på et straffespark begået mod Luis Suarez.

Men der gik kun godt tre minutter, før hjemmeholdet havde udlignet. Daniel Agger ville heade tilbage til målmand Pepe Reina, men Jonathan Walters var snu og smuttede imellem og kunne score.

Da der var spillet 12 minutter, kom Stoke foran. Et hjørnespark headede Kenwyne Jones flot i mål.

Man regnede med, at Liverpool ville komme ud til de sidste 45 minutter med fuld fart på, men der gik kun fire minutter, før Stoke igen fik scoret.

Det var Jonathan Walters, der var lidt hurtigere på bolden end Agger, og fra Walters højre fod gik bolden i en bue i nettet til 3-1, som den fortjente Stoke-sejr også kom til at lyde på.

Daniel Agger og co. spiller årets sidste kamp på søndag hos bundholdet Queens Park Rangers.