I slutningen af oktober indgik Real Madrid en aftale med Abu Dhabi-firmaet IPIC, der blandt andet skal finansiere ombygningen af Estadio Santiago Bernabeu. Det kommer dog med en pris, da IPIC nu skal flettes ind i stadionnavnet på den ene eller den anden måde, afslører klubpræsidenten Florentino Perez.

Bagmænd med pengepunge så tykke, at milliardbeløbene går over hovedet på de fleste, er ikke længere en sjældenhed i moderne fodbold. Også i Real Madrid er man bekendt med aftaler med rigmænd, en af de seneste indgået med firmaet International Petroleum Investment Company (IPIC). Udover en mindre sponsoraftale skal IPIC finansiere størstedelen af renoveringen af Bernabeu, der er estimeret til en pris omkring tre milliarder kroner.

Men IPIC forventer selvfølgelig at få noget for pengene, og hvad bedre end af få sit firmanavn med ind i stadionnavnet hos en af verdens største klubber. Og ifølge Perez, Real Madrids klupræsident, lader det ikke til at spille den store rolle, hvad stadion præcis kommer til at hedde.

- Vi kalder det IPIC Bernabeu, eller hvad end de vil have, måske CEPSA Bernabeu, fortalte Perez til en spansk politiker i en samtale, han ikke vidste blev filmet.

Med CEPSA henviser Perez til IPIC's spanske datterselskab, der også har været spekuleret ind i det nye stadionnavn. Ifølge Bloomberg investerer IPIC i global energi og havde i 2013 et udbytte på 13 millarder.

Kongeklubbens stadion har heddet Estadio Santiago Bernabeu siden 1955 og er navngivet efter Santiago Bernabeu de Yeste, tidligere spiller, træner og klubpræsident i Real Madrid.