Lukas Podolski fik en mindeværdig og eventyrlig afsked med det tyske fodboldlandshold.

Dortmund. Drejebogen kunne ikke være skrevet bedre, da Lukas Podolski sagde farvel til det tyske fodboldlandshold med et mål og en 1-0-sejr over England.

Efter venskabskampen onsdag aften i Dortmund satte Podolski ord på afskeden med landsholdet.

- Måden, det sluttede på, var ligesom en film. Vi vandt 1-0, og jeg scorede, siger Podolski ifølge Sky Sports.

- Det var som at være med i en film. Det var en fantastisk kamp, et fantastisk resultat og en fantastisk måde at sige farvel på, siger han.

Holdkammeraten Thomas Müller, som kom på banen efter 77 minutter, da det stod 1-0, har svært ved at fatte, at det endte sådan for Podolski.

- Jeg kunne ikke have skrevet en bedre drejebog. Det ville have været for sukkersødt af mig som instruktør. Ingen ville tro på det, siger Müller.

31-årige Podolski fik lov til at være anfører og scorede efter 69 minutter sit mål nummer 49 i 130 kampe for Tyskland, som han fik debut for i 2004.

Det var et langskud, som sad helt oppe i hjørnet fra omkring 25 meters afstand. Sat ind med venstrebenet.

- Normalt sker eventyr ikke i fodbold, men det var et eventyr for Podolski.

- Det er en enestående bedrift, når man ser på det antal mål og landskampe, han har opnået, siger Gareth Southgate, der er engelsk landstræner.

Efter denne sæson skifter Podolski fra tyrkiske Galatasaray til japanske Vissel Kobe.

Det var første gang, at Tyskland vandt en hjemmekamp over England siden 1987.

Det var samtidig den syvende kamp i træk, at modstanderen ikke scorede mod Tyskland, og det er rekord.

Frankrig er det seneste hold, der har scoret mod Tyskland, da de to hold mødtes i semifinalen ved EM sidste sommer. Her røg tyskerne ud.

/ritzau/