FC København har hevet Nicolai Jørgensen ud af truppen til torsdagens Europa League-kamp mod Molde.

FCK er uden klubbens største profil dette efterår, når norske Molde i morgen åbner dørene til vind-eller-forsvind-kamp i Europa League. Venstrekanten Nicolai Jørgensen fik en skade i søndagens Superliga-sejr over FC Midtjylland, og selv han indledningsvis var en del af 'Løvernes' trup mod de norske mestre, er han nu siet fra. Det afslørede de danske vicemestre på onsdagens pressemøde.

Jørgensen er med i Norge, men han kommer ikke til at spille. I stedet modtager han behandling af FC Københavns lægestab. Det er de dårlige nyheder. De gode er, at det unge landsholdsemnes skade ikke kommer til at holde ham ude i lang tid. 

- Nicolais skade er ikke så slem, som vi havde frygtet. Vi tog ham med herop, så han kunne få den bedst mulige behandling, forklarer FCK-træner Ariël Jacobs.

Inden Nicolai Jørgensen blev skadet i søndags, havde den 21-årige komet blot nået at spille fire kampe, siden en fiberskade tvang ham ud på sidelinien i en måned.