Søndag aften tørnede ikke bare La Ligas to tophold sammen, men også rækkens to målkonger stod ansigt til ansigt.

Lionel Messi rundede sit mål nummer 200 i La Liga, da Barcelona søndag aften besejrede Atletico Madrid med 4-1.

Atletico Madrids Radamel Falcao og Barcelonas Lionel Messi har hamret mål ind på stribe i denne sæson for deres hold, og det var førstnævnte, der fra starten stjal alt opmærksomheden, da han bragte udeholdet foran 0-1. Værd at bemærke var, at det netop var Lionel Messis boldtab på midten af banen, som førte til kontramålet, hvor Radamel Falcao frækt og iskoldt lobbede bolden over Victor Valdes.

Fem minutter efter lavede Barcelonas Adriano en sand perle, da han fra højre side trak ind i banen, hvor han med venstrebenet mildest talt hamrede bolden helt op i den modsatte krog.

Barcelona formåede også at bringe sig foran kort inden pausefløjtet, hvor Sergio Busquets efter lidt klumpspil inde i feltet fik smidt bolden i kassen til 2-1.

Efter en times spil rørte Lionel Messi på sig for første gang. Og ja, det førte til sjovt nok til mål. Udenfor feltet tog han tre hurtige træk forbi et par modstandere og lagde derefter bolden hårdt ud i den ene side af målet.

Kort inden slutfløjt fik Lionel Messi igen sendt en bold i mål til slutresultater 4-1. Det var Lionel Messis mål nummer 200 i La Liga, samt hans mål nummer 90 i det kalenderår. Helt vildt.

Med det resultat bringer Barcelona sig langt foran netop Atletico Madrid. Ni point skiller de to hold, mens Real Madrid på tredjepladsen nu er 13 point efter førerholdet.

Kampen kastede desuden en rekord af sig, da midtbanespilleren Xavi slog forsvarslegenden Michelis rekord for fleste kampe fra start i La Liga for Barcelona. 386 gange har Xavi præsteret det.