Tyskland blev suveræne verdensmestre tidligere på året, men efterfølgende har det knebet gevaldigt med at genfinde den form, der bragte VM-pokalen til sauerkrautens hjemland.

Der er enorme forventninger til landsholdet i det fodboldglade Tyskland, og selvom holdet i fredags vandt 4-0 over Gibraltar, fik holdet kritik fra flere sider, efter en kamp hvor de fleste havde regnet med en storsejr.

Landstræner Joachim Löw havde forventet en lignende reaktion efter VM, men lægger heller ikke skjul på, at der venter ham en vanskelig opgave med genskabe gejsten og vindermentaliteten på holdet:

- At det ville give os problemer at komme tilbage til hverdagen var klart. Men at det ville blive så vanskeligt, havde jeg ikke forventet. Efter Gibraltar-kampen var vi alle skuffede, ikke mindst jeg, siger Löw til welt.de.

Det tyske landshold har langt fra præsteret, som man kunne forvente i den igangværende EM-kvalifikationen og har en række sløje resultater på samvittigheden. Holdet har blandt andet tabt 0-2 til Polen og spillet 1-1 med Irland.

Löw forklarer dog noget af de svingende præstationer med den store udskiftning, der har været på holdet, hvor store navne som Philipp Lahm og Miroslav Klose er stoppet, mens andre profiler har siddet ude med skader.

På tirsdag spiller holdet træningskamp mod Spanien, og der vil ikke være mange gengangere fra VM-finalen mod Argentina:

- Fra startopstillingen mod Argentina er der kun to spillere, der kan spille tirsdag - Toni Kroos og Thomas Müller. Hold, der når langt i slutrunder, mærker efterfølgende slitage. Sådan er det også gået for os, forklarer han.

Tyskland ligger i øjeblikket på en andenplads i gruppe D, tre point efter Polen, men både Polen og Irland puster tyskerne alvorligt i nakken med samme antal point.